Overenskomst
Se de gældende overenskomster, se hvordan de har udviklet sig gennem tiden og hent inspiration til, hvordan alle fordelene ved overenskomsterne kan bruges i hverdagen på virksomhederne.
Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
ARTIKLER & NYHEDER
EU er en fordel for danske industriarbejdspladser
Dorthe Kragh
24. maj 2019
Danske virksomheder og lønmodtagere har gavn af EU, men fingrene væk fra den danske model, lyder beskeden fra CO-industris formand Claus Jensen til de danske kandidater til Europa-Parlamentsvalget.
Sammen med Dansk Industri havde CO-industri den 15. maj inviteret ni partiers spidskandidater til Europa-Parlamentsvalget den 26. maj til erhvervspolitisk debat i en af Vestas store lagerhaller i Ringkøbing. Og med lyden af vindmølleproduktion og travle gaffeltrucks som baggrundstoner debatterede de ni kandidater deres holdning til grøn energi, klima, frihandel og arbejdskraftens frie bevægelighed foran et stort publikum af tillidsfolk, gymnasieelever og lokale interesserede.
RØR IKKE DEN DANSKE MODEL
Claus Jensen, der også er formand for Dansk Metal, åbnede debatten med at fastslå, at det er til stor fordel for de ansatte i industrien, at Danmark er medlem af EU, men han leverede også et svirp til politikernes viden om den danske model og deres evne til at forsvare den.
”Jeg kunne godt ønske mig, at politikkerne var mere inde i den danske model. Hver gang der kommer noget nyt fra EU om arbejdsmarkedet, så er der ting, der kolliderer med det aftalebaserede arbejdsmarked, vi har. Ændringer sker gennem lovgivning som i Sydeuropa, og det skyldes, at parlamentarikerne ikke ved, hvordan systemet er i de nordiske lande. Jeg stille mig gerne til rådighed ved et grundkursus i den danske model”, sagde han.
Det tilbud var flere af de danske EU-politikere parate til at tage imod. Blandt andre Morten Helveg Petersen, spidskandidat for Det Radikale Venstre, der finder det værdifuldt, at arbejdsmarkedets parter i Danmark kan sætte sig sammen og tage ansvar, så der ikke opstår situationer med jævnlige strejker, som i Frankrig og Belgien.
500.000 job i Danmark er i dag afhængige af det indre marked, og blandt kandidaterne var der udbredt enighed om, at det indre marked og arbejdskraftens frie bevægelighed spiller en væsentlig rolle for at bevare og udvikle danske arbejdspladser og fremme det danske erhvervsliv.
Jeppe Kofoed, Socialdemokraterne
Morten Helveg Petersen, Radikale Venstre
Lasse Bork Schmidt, Det Konservative Folkeparti
Mette Bock, Liberal Alliance
Anders Vistisen, Dansk Folkeparti
Linea Søgaard-Lidell, Venstre
Karin Rohr Genz, Alternativet
Åge Staun, Folkebevægelsen mod EU
Sabrina Louise Christiansen, Enhedslisten
DANSKE ARBEJDSPLADSER I ET MERE GRØNT EU
Klimaet og grøn energi fyldte også meget i debatten. EU-Kommissionen har sat sig det ambitiøse mål, at EU skal være CO2-neutral i 2050. Det åbner ifølge flere af kandidaterne både nye eksportmuligheder og gode beskæftigelsesmuligheder i Danmark, som har et stort forspring, da vi allerede er eksperter på vindenergi, isolering og varmeregulering.
Det kræver dog en fælles europæisk infrastruktur for transport af den grønne energi og en holdningsændring i lande som Tyskland og Polen, der traditionelt har haft stor beskæftigelse inden for kulkraftværker og nu beskytter deres arbejdspladser.
Derfor vil de danske EU-parlamentarikere sidde med ved forhandlingsbordet og presse på for at øge ambitionsniveauet, både hvad angår hastigheden for den grønne omstilling og metoderne til at få hele Europa til at arbejde sammen om et stort indre marked for grøn energi.
Men hvis det skal være slut med at kunne blokere for grøn strøm fra andre EU-lande, som Tyskland for eksempel har praktiseret, så er det ifølge Jeppe Kofoed, spidskandidat for Socialdemokraterne, afgørende, at der er en høj forsyningssikkerhed samt bindende regler for alle lande i EU og mulighed for at indbringe tvister for en domstol.
Skal de EU-lande, der baserer deres energiforsyning på kulkraft, hoppe med på den grønne europæiske energimotorvej var der desuden bred enighed blandt panelets deltagere om, at det er nødvendigt at investere i energibesparelser i lande som for eksempel Polen og Rumænien.
Det vil i første omgang koste noget, men på den lange bane vil investeringerne komme mange gange igen, når landene begynder at importere danske varer som vindmøller, isolering og varmepumper, påpegede Jeppe Kofoed.
obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.