Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Farvel til overflødige kemikalier

Nogle gange skal der blot små ændringer til for at gøre en stor forskel. Det er tilfældet hos Cabinplant, hvor noget så simpelt som at gennemgå alle kemiske produkter i produktionen og sige farvel til de overflødige, har skabt et væsentligt bedre arbejdsmiljø.

Af Line Jensen

Gnisterne springer fra et svejseapparat, mens taktfaste hammerslag giver genlyd i produktionshallen. Et sted bliver der flyttet rundt på nogle maskindele, mens der et andet bliver testet en færdig maskine, der snart skal sendes til Samsø. Her skal den blanchere tonsvis af agurkeskiver, som siden skal på glas og syltes for til slut at ende på de danske middagsborde. 

Cabinplant

Grundlagt: Cabinplant blev grundlagt i1969 og designede oprindeligt kabiner til sprøjtelakering, inden de i 1976 begyndte at producere kombinationsvægte til fødevareindustrien.

Produkter: Virksomheden fremstiller et bredt sortiment af specialmaskiner til fødevarebearbejdning bestående af maskiner der for eksempel kan rense, veje, blanchere, pakke, fryse, optø, varmebehandle og sortere.

Anvendelse: Maskinerne bliver anvendt til industriel forarbejdning af mange forskellige fødevarer samt dyrefoder over hele verden. 
Virksomheden blev i 2016 datterselskab af CTB Inc.

Cabinplant

Det summer af aktivitet i produktionshallerne hos Cabinplant i Haarby på Sydfyn, hvor der i årtier er blevet designet og bygget alverdens specialmaskiner til fødevareindustrien, der eksporteres til hele verden og bruges til alt fra at sortere og veje jordbær i Egypten til at lave forårsruller i Tyskland. 

Her har Henrik Wellejus og Christian König deres daglige gang. Ud over at være gode kolleger, har de også det til fælles, at de begge er uddannede klejnsmede – og som arbejdsmiljørepræsentanter har de sammen stået i spidsen for at få udfaset stort set alle skadelige kemikalier i produktionen. En indsats, der resulterede i, at den i 2024 blev nomineret til Arbejdsmiljøprisen i kategorien ’Kemi og/eller vådt arbejde’.

 

FRA FEM TIL ET

”I forbindelse med den lovpligtige risikovurdering, opdagede vi, at vi havde en udfordring med den måde, vi anvendte rensemidler til overflader og motordele. Selv om vi godt vidste, de kunne trænge gennem huden ved kontakt samt skade lungerne ved indånding, havde vi ikke været opmærksomme nok på problemet, da vi ikke bruger produkterne dagen lang,” forklarer Christian König.

Farvel til

På Cabinplant har man sagt farvel til følgende kemiske produkter:

  • Bremserens
  • Industri cleaner
  • Acetone
  • Cellulosefortynder
  • Isopropylalkohol
  • Sprit
  • Citrusrens
  • Etiketfjerner

Og goddag til

Det bionedbrydelige alternativ består af to produkter, der skal anvendes sammen:

  • Først påføres GS200 – er et oliebaseret produkt, der opløser fedt, lim og olierester. Det må gerne stå at arbejde lidt.
  • FT200 har samme egenskaber som sprit, acetone, og isopropylalkohol og anvendes til slut. Det affedter og giver en ren og tør overflade.
     

Med opbakning fra ledelsen gik de to arbejdsmiljørepræsentanter i gang med at gennemgå samtlige kemikalier i produktionen og kortlægge, hvad de blev brugt til. Det viste sig, at midler som cellulosefortynder, bremserens og acetone havde mange af de samme egenskaber i måden de blev anvendt på i produktionen. Hernæst gik jagten ind på alternativer, der ikke krævede brug af værnemidler.

"Vi endte faktisk med at erstatte hele otte produkter med to, der kan nøjagtig det samme men er langt mindre sundhedsskadeligt. Da det er bionedbrydeligt og anvendes med genopfyldelige flasker, er det samtidig langt mere miljøvenligt," fortæller Henrik Wellejus, der opfordrer andre virksomheder til at gå beholdningen af kemikalier igennem.


DEN STØRSTE UDFORDRING

For at sikre, at de bionedbrydelige alternativer levede op til virksomhedens kvalitetskrav, blev de testet grundigt, inden de blev taget i brug. Det kræver en ekstra arbejdsgang, hvor en olieholdig primer først påføres og derefter aftørres med et andet middel.

”Nogle syntes, det var tidskrævende og besværligt, så den største udfordring var faktisk at få det implementeret. Mange kolleger har været her i årevis og er vant til deres rutiner, så det krævede lidt tilvænning,” forklarer Christian König.

Der er da også stadig et enkelt kemikalie i produktionen, der endnu ikke er blevet skiftet ud, og som volder lidt kvaler.

”Det er en tokomponent lim, om vi bruger til at lime maskindele sammen. De skal kunne holde til lidt af hvert, så vi tør ikke udskifte det, før vi har fundet et lige så godt alternativ, og det er svært. Indtil videre må vi derfor bare sørge for, at folk er grundigt oplært i, hvordan de bruger den, siger Henrik Wellejus.  

 

MINDRE KEMI I FREMTIDEN 

Indsatsen har ikke blot ført til en sundere hverdag i produktionshallerne i Haarby. Det har også givet anledning til fremadrettet at sikre, at de produkter, der anvendes i produktionen, udgør så minimal en risiko som muligt. Blandt andet skal arbejdsmiljørepræsentanterne og arbejdsmiljøorganisationen tages med på råd og skal godkende alle nye produkter, inden de tages i brug. Både medarbejdere og ledelse er enige om, at det er den helt rette måde at gribe det an på.

”Det er en beslutning, vi har truffet i fællesskab for at sikre et sundt arbejdsmiljø. Skulle vi på et tidspunkt indføre kemikalier, der kræver særlig håndtering, er vi også godt forberedt på det. Hele denne proces har øget vores fokus på, hvordan vi bedst muligt uddanner medarbejderne i, hvordan de skal håndtere kemikalier, og hvordan vi sikrer, at de har det rette sikkerhedsudstyr,” siger produktionschef Henrik Søndergaard, der også er ledelsesrepræsentant i arbejdsmiljøorganisationen.