Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
ARTIKLER & NYHEDER
”Folk skal ikke slides op hos os”
I artiklen kan du læse om disse 7 indsatsområder hos Ravendo:
En trillebør, sækkevogn eller transportvogn fra Ravendo skal ikke bare være solid og kunne flytte ting fra A til B. Den skal også have fokus på ergonomi.
”Det gør en kæmpe forskel for en murersvend, om han skal skubbe en trillebør fyldt med mørtel med ’rugbrødsmotor’ eller om han har en af vores med almindelig motor. Og det ville da være mærkeligt at sælge sådanne produkter og så ikke selv have meget fokus på vores arbejdsmiljø”.
Sådan siger direktør og medejer Signe Giandrup hos Ravendo. Hun og broderen Tobias G. Nielsen, der er administrerende direktør og medejer, overtog i 2020 virksomheden efter deres far. Generationsskiftet har betydet en ændring i ledelsesstil fra den gamle fabrikant, der tog alle beslutninger selv, til en mere flad ledelsesstruktur og nye øjne på produktionen samt det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.
Det har været nogle turbulente år først med corona og så en kraftig stigning i fragt- og stålpriser som følge af krigen i Ukraine. Det har betydet løbende tilpasninger, og medarbejderstaben er reduceret fra 50 til 38. Alligevel har der været tid og overskud til de gennemgribende forandringer.
RØDE ZONER
Et af de konkrete tiltag er indførelsen af ”røde zoner”. Det er et rotationsprincip, hvor medarbejderne højst må stå fire timer ved de maskiner, der giver problematiske løft eller ensidigt, gentaget arbejde. Det er ikke nyt.
”Min far havde også et princip om, at man skulle rokere. Det var bare ikke alle, der ville. Man ville helst stå, hvor man plejede. Det er ikke en mulighed mere. Nu skal man,” siger direktøren.
Desuden har Ravendo udliciteret en væsentlig del af opgaverne i stanseafdelingen. Arbejdet udføres nu hos underleverandører, der har mere moderne produktionsfaciliteter på det område.
En anden forbedring er investering i eksoskeletter. Her er virksomheden dog ikke helt i mål endnu. Som 3F-tillids- og arbejdsmiljørepræsentant Søren Have Dahlgaard konstaterer:
”Nye arbejdsgange og hjælpemidler får man ikke indarbejdet fra dag et alle steder. Det handler meget om vaner. Nogle gange bruger folk eksoskeletterne, men det er ikke en fast del af rutinerne endnu. Så det skal vi have mere fokus på.”
Nye arbejdsgange og hjælpemidler får man ikke indarbejdet fra dag et alle steder. Det handler meget om vaner
Tillids- og arbejdsmiljørepræsentant, Søren Have Dahlgaard
NYE ØJNE
Undervejs i processen har Ravendo taget imod BFA Industris gratis arbejdsmiljøkonsulent-ordning, hvor der var fokus på maskinsikkerhed, kemisk risikovurdering og struktur på arbejdsmiljøarbejdet med blandt andet APV-opfølgning.
”Det er godt med nye øjne, som arbejdsmiljøkonsulenterne er kommet med. De ’nye øjne’ fik vi også i en periode, hvor vi havde en produktionschef, der kom fra Grundfos. Det er jo en virksomhed som bare i kraft af sin størrelse har haft meget mere af arbejdsmiljøarbejdet sat i system. Det har vi lært af,” siger Søren Have Dahlgaard.
Nogle af de nye rutiner er at gå rundt til alle medarbejdere forud for samarbejds- og sikkerhedsudvalgsmøderne hver anden måned og høre, om de har noget, de ønsker at få bragt op.
”Nogle gange får vi en lang liste. Der er ikke noget, der er for småt. Alt bliver noteret og gennemgået. Desuden har vi sikkerhedsrunderinger hver 14. dag, og hvis medarbejderne ser noget, der ser farligt ud eller kan blive farligt, så handler vi på det med det samme,” siger Signe Giandrup.
Der er ikke noget, der er for småt. Alt bliver noteret og gennemgået
Direktør Signe Ginandrup
FOREBYGGELSE OG MENTAL SUNDHED
Forebyggelse er en anden central del af Ravendos arbejdsmiljøtilgang. Virksomheden samarbejder med sundhedscentre, der tilbyder medarbejderne kiropraktik, fysioterapi og dybdegående massage. Men der er også fokus på den mentale sundhed, og medarbejderne kan få støtte i forbindelse med stress eller personlige udfordringer.
Derudover har Ravendo haft en ergoterapeut på virksomheden til at gennemgå medarbejdernes arbejdsstillinger.
”Meget af det, man kan ende med at få ondt af, kan jo egentlig være småting, som man ikke tænker over i hverdagen, men som kan have stor betydning i sidste ende,” forklarer direktøren.
Ravendo A/S i Viborg er en familieejet industrivirksomhed, der kan skrive sin historie tilbage til 1946.
Virksomheden har specialiseret sig i at producere et bredt sortiment af transportmateriel, herunder trillebøre, sækkevogne, lager- og transportvogne samt elektriske vogne.
Gennem årtierne har Ravendo A/S udviklet sine produkter med fokus på ergonomi, kvalitet, brugervenlighed og holdbarhed, hvilket har gjort deres udstyr populært på globalt plan.
Et af de områder, hvor virksomheden fortsat kæmper med at finde gode løsninger, er indsats mod støj.
”Det er sværere at løse, fordi vi arbejder med stål. Det larmer. Vi prøver med forskellige ting og sager, men det er vi ikke kommet helt i mål med endnu,” siger direktøren og Søren Have Dahlgaard tilføjer:
”Vi har en stor maskine, der klipper emner, der falder ned i en palle. Det larmer. Vi har også en tromle, men den bliver først tændt, når vi går hjem, for den larmer helt ekstremt. Indtil videre har vi sørget for personlige høreværn til alle,” siger arbejdsmiljørepræsentanten.
TRIVSEL I TOP
Hvordan har de ansatte så reageret på de mange forandringer i ledelsesstil, nye arbejdsgange og arbejdsmiljøforbedringer samtidig med den usikkerhed, som nedskæringer og afskedigelse af kolleger har betydet?
”Når man sætter så mange ting i gang, er man jo spændt. Vi havde egentlig en forventning om, at nogle ikke trivedes i de forandringer, der var sket, men det viste sig heldigvis ikke at være sådan,” konstaterer Signe Giandrup.
Det stod klart, da Ravendo fik CO-industri og Dansk Industris fælles konsulenttjeneste TekSam til at komme og gennemføre en trivselsundersøgelse i slutningen af 2022. Den første trivselsundersøgelse på virksomheden nogensinde.
”Og der kan vi med stolthed sige, at vi fik at vide af konsulenterne, at det var den flotteste trivselsundersøgelse, de havde set det år,” fortæller Signe Giandrup.
”Det har været en spændende og lærerig overgang for os alle sammen. Det er helt naturligt, at nogle har haft svært ved at omstille sig. De skulle lige finde ud af, hvilken vej vi ville og hvorfor. Men lige så langsomt har vi fået slået ’plejer’ ihjel, og kollegerne har fået øjnene op for, at de har fået et bedre arbejdsliv,” siger Søren Have Dahlgaard.
Som udgangspunkt vil udvalgte virksomheder blive kontaktet og tilbudt et besøg af arbejdsmiljøkonsulenterne, men interesserede virksomheder er også velkomne til at kontakte DI og aftale et besøg. Virksomheder med lokaloverenskomster eller tiltrædelsesaftaler kan henvende sig via eget forbund eller til CO-industri.
Indsatsens fokus vil primært være rettet mod virksomheder med mindre end 75 ansatte, da disse virksomheder generelt har færre ressourcer afsat til en aktiv arbejdsmiljøindsats. Andre virksomheder kan dog også få besøg.