Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
ARTIKLER & NYHEDER
Forhandlere toptunede til forhandlinger
Dorthe Kragh
16. december 2019
Over 1.200 tillidsvalgte har gennem de seneste to måneder brugt en aften på at klæde CO-industris forhandlere godt på til overenskomstforhandlingerne, der begynder i januar.
Med spørgsmål, ideer, historier fra arbejdspladserne og gode diskussioner har de været med til at nuancere og kvalificere de 734 forslag til forbedringer i overenskomsterne, som CO-industri har modtaget.
Dermed har CO-industris forhandlere, Claus Jensen, formand for CO-industri og formand for Dansk Metal, og Mads Andersen, næstformand for CO-industri og formand for 3F Industri, de bedste argumenter på hånden, når de sidder over for Dansk Industri ved forhandlingsbordet.
GOD STEMNING
Optakten til overenskomstforhandlingerne 2020 har været præget af rekorder. Først slog antallet af indsendte forslag til forbedringer rekord med 734 forslag fra medlemmerne, og derefter deltog hele 1.252 tillidsvalgte i de otte optaktsmøder landet over. Det er langt flere end for tre år siden.
Sikke en opbakning og god stemning, der har været
Claus Jensen
Det var derfor en glad formand for CO-industri, der lige efter det sidste optaktsmøde i København begejstret skrev på Facebook:
”Nu er jeg fuldstændig klar til de kommende overenskomstforhandlinger i det nye år………. Jeg tager mange ting med fra vores rundtur, men særligt én ting vil jeg fremhæve: Sikke en opbakning og god stemning, der har været.”
Også Mads Andersen var i godt humør efter landsturnéen. På Facebook skrev han:
”….. Hold nu op hvor har vi mødt mange dygtige tillidsrepræsentanter de sidste par uger……. Jeres engagement, historier fra virksomhederne og opbakning til forhandlingerne er helt overvældende. Nu er Claus og jeg mere end klar til at lægge arm med Dansk Industri efter jul.”
De to forhandlere er ikke de eneste, der får noget ud af mødet om overenskomstforhandlinger. For Kim Jensen, som er medlem af 3F på Bornholm, var det første gang han deltog i et optaktsmøde, og det var en god oplevelse.
”Jeg synes, at Mads og Claus er alletiders. Det var meget interessant, og de var gode til at forklare det på en god måde, hvor de også brugte humor,” sagde han efter optaktsmødet på Bornholm.
VISER OPBAKNING
Langt mere erfaring har Jens Erik Jensen, der har været med til optaktsmøder, siden han blev valgt som tillidsrepræsentant i 2007.
”Overenskomsterne er jo helt grundlæggende for vores løn- og arbejdsvilkår. Derfor synes jeg, at det er nødvendigt at være her i aften, hvor jeg får en fornemmelse af, hvilken retning forhandlingerne kommer til at gå i. Det er virkelig godt, at vores forhandlere kommer ud og møder os tillidsfolk, så vi ansigt til ansigt får mulighed for at fortælle dem, hvad der optager os på virksomhederne, og hvor vi kan se nogle forbedringer,” sagde han i forbindelse med optaktsmødet i Aarhus.
Det er virkelig godt, at vores forhandlere kommer ud og møder os tillidsfolk, så vi ansigt til ansigt får mulighed for at fortælle dem, hvad der optager os på virksomhederne, og hvor vi kan se nogle forbedringer
Jens Erik Jensen, tillidsrepræsentant
Samme holdning har Flemming Kristensen.
”Det er en helt naturlig del af min post som bestyrelsesmedlem i 3F og som fællestillidsrepræsentant på DuPont at være her. Og så vil jeg gerne vise min opbakning til vores forhandlere ved at være til stede,” sagde han i forbindelse med optaktsmødet i Agerskov.
DE LYTTER
En anden erfaren tillidsrepræsentant, som deltog i optaktsmødet i Aalborg, er Nina Heidelbach, der er tillidsrepræsentant for HK’erne på Alfa Laval i Aalborg:
”Jeg synes virkelig, det er godt, at vi kan møde Mads og Claus på de her optaktsmøder. Tænk en gang at få mulighed for at mødes face-to-face med de to hovedforhandlere, som er dem, der i sidste ende skal lave aftalen med Dansk Industri. Og at vi har mulighed for at fortælle dem, hvad der betyder noget for os, og at vi kan stille spørgsmål til dem.”
Som HK-tillidsrepræsentant ser hun en særlig fordel i at få mulighed for at møde forhandlerne.
”Claus og Mads har jo deres daglige gang i Metal og 3F, så det er rart, at vi fra andre forbund også får mulighed for at møde dem. Jeg synes, at de lytter, og at man kan høre, at de også er godt inde i, hvad der foregår på funktionærområdet,” sagde hun i forbindelse med optaktsmødet i Aalborg.
Næste skridt mod nye overenskomster tages, når Claus Jensen og Mads Andersen i januar indleder de afsluttende forhandlinger med Dansk Industri.
obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.
VIL DU VIDE MERE?