”Hos os har vi en hård, men hjertelig omgangstone.” Du har sikkert hørt det udsagn mange gange, og måske har I det også sådan på din arbejdsplads. I kan godt tage lidt gas på hinanden, fyre en grov vittighed af og grine af hinanden. I har en rigtig god værkstedshumor, som I alle trives med – eller gør I?

Et forskningsstudie viser nemlig, at humor på arbejdspladsen kan køre så meget af sporet, at ingen rigtig opdager, at mens I griner af hinanden, så føler flere og flere sig som mobbet og krænket. Og ingen tør sige fra – være den humørforladte tørre kiks, der ikke kan tåle lidt sjov.

I Arbejdstilsynets definition af mobning står der, at ”drillerier, der af begge parter opfattes som godsindede eller enkeltstående konflikter, ikke er mobning”.

- Drillerier er altså ikke mobning, med mindre nogen ikke synes, at det er sjovt. Men hvordan ved vi det? Det ved vi først, hvis det er legitimt at sige, at nu er min grænse overskredet, siger Mille Mortensen, forsker ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

Du er så sød, når du spørger
At sige fra over for en arbejdspladskultur, hvor humoren er blevet krænkende, er dog langt fra nemt, viser et forskningsprojekt, som Mille Mortensen har foretaget, og som hun præsenterede på TekSams Årsdag i oktober.

Gennem et halvt år har hun fulgt læger og sygeplejersker på en afdeling på Rigshospitalet og deltaget i det daglige arbejde med at observere det psykiske arbejdsmiljø. Forhistorien er, at trivselsmålinger på hospitalet viste, at 13 procent af medarbejderne havde følt sig mobbet inden for de seneste år. Tallet varierede meget fra afdeling til afdeling, men på en enkelt afdeling var det hele 48 procent af medarbejderne, der havde følt sig mobbet. Hospitalet havde arbejdet med problemstillingen i flere år og søgte nu hjælp til at finde ud af, hvad det var, der foregik.

- Jeg har aldrig været på en arbejdsplads, hvor jeg har grinet så meget. Når jeg sad på min jernhest på vej hjem fra arbejde, kunne jeg sidde og grine for mig selv over alt det sjov, som vi havde lavet den dag, fortæller Mille Mortensen.

Hun fylder tre kinabøger med feltnoter, hvor hun blandt andet beskriver, hvordan hun bliver taget imod den første dag med ord som ”Nu må vi se, om du kan klare mosten, ha, ha, ha”. På et ledelsesmøde blev hun spøgefuldt præsenteret som psyko-Mille, og som svar på et spørgsmål på operationsstuen lød det fra kirurgen: ”Det er så sødt, når du spørger, du er da akademiker, ikke?” I en anden situation spørger en sygeplejerske kirurgerne, hvor hun skal sende patientens røntgenbilleder hen. ”Ja, nu er det jo snart jul,” siger den ene kirurg, mens den anden foreslår til Facebook. Og alle omkring dem griner.

Det er for meget
Da hun interviewer de ansatte bagefter og læser episoderne op for dem, kan de ikke huske dem, men de genkender situationen.
- Det er bare sådan, vi er sammen, sagde de. Og så sagde de, at det var sjovt, men at det også kunne blive for meget. Det var der faktisk mange, der syntes, og nogle omtalte endda arbejdsmiljøet som giftigt. Men hvorfor siger de her meget kompetente, dygtige og veluddannede mennesker ikke fra? spørger Mille Mortensen retorisk.

Det gør de ikke, fordi de, ifølge Mille Mortensen, har en oplevelse af, at de ikke kan forsvare sig, ikke kan bringe drillerierne til ophør.

- Jeg siger ikke, at man ikke skal have det sjovt i arbejdstiden. Humor er positivt for sammenholdet, produktiviteten og læringen, og det er en sikkerhedsventil, der gør det muligt at udtrykke frustrationer. Der er ikke noget mere positivt end latter og at grine sammen, men der er også ”the dark side of” humor. Hvor humor kan bruges som disciplineringsmekanisme, hvor latterliggørelse afholder mennesker fra at gentage den adfærd, som udløste latteren. Vi opdrager hinanden gennem humor i arbejdsfællesskabet, siger hun.

Overskrider egne grænser
Slår sådan en farlig humor rod i arbejdspladskulturen, vil der opstå en kultur, hvor krænkende kommentarer pakket ind i humor dagligt flyver på kryds og tværs mellem medarbejderne, uden at de oplever, at de kan stoppe det. Stikpiller skifter position, og den, der før mobbede, er nu den, der bliver mobbet.

- Medarbejderne står nu dobbeltbundet, fordi de ikke kan stoppe drillerierne. De overtræder egne grænser ved at deltage, ellers vil de blive ekskluderet af fællesskabet, forklarer Mille Mortensen.

Hun fastslår, at sådan et arbejdsmiljø meget sjældent opstår på grund af en eller flere psykopater i medarbejdergruppen, men oftest er vokset ud af en arbejdspladskultur, der er under forandring.

Og sådan en grænseoverskridende kultur kan kun forandres gennem dialog og klare vejledninger for, hvad der er legitim og illegitim adfærd på arbejdspladsen – også i de uformelle fællesskaber.

- Der skal skabes forudsigelighed og dermed også tryghed i arbejdet, fastslår Mille Mortensen.