Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Har du styr på din indre coladåse?

Den bedste måde at håndtere konflikter på arbejdspladsen på er ved at starte med sig selv. Hvad er det, der får vores indre coladåse til at eksplodere, og hvordan bevarer vi boblerne uden at bruse over. Det har Rune Strøm nogle meget håndgribelige bud på.

Du skal bruge en coladåse med indhold, en elefant, tre tændstikker og en tjekliste.

Dette er ikke optakten til en ny Olsen-bandenfilm, men Rune Støms billeder på, hvordan vi på arbejdspladsen bliver gode til at forhindre og håndtere konflikter.

Rune Strøm er kommunikationsekspert og internationalt certificeret Master Practitioner i mediation (konfliktmægling), og på to temadage arrangeret af TekSam i samarbejde med BFA-industri har han inspireret tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og ledere til, hvordan de kan håndtere konflikter på arbejdspladsen.

Uenighed og konflikter er nemlig uundgåelige på en arbejdsplads – og i livet – og ikke nødvendigvis af det onde, mener Rune Strøm. Nogle gange skal vi acceptere, at vi er uenige, fordi uenighed er kimen til udvikling, ligesom vrede kan være det, der giver os energi og fokus.

”Vrede kan være fantastisk. Det vigtige er, hvordan vi bruger vores vrede,” siger han.

Det handler nemlig om at håndtere sin vrede på en konstruktiv måde, så den bidrager til udvikling og ikke går ud over uskyldige mennesker.

 

NÅR FØLELSERNE BOBLER
For at illustrere sin pointe forklarer Rune Strøm, hvordan vi skal forestille os, at vi har en dåsecola inde i vores krop. Væsken er vores kommunikation og boblerne vores følelser. Det er her, vi finder engagement, omsorg, nysgerrighed og kærlighed, men det er også her, vreden ligger og lurer.

Vreden risikerer at bruse over, hvis vi gang på gang får krænket vores grundværdier – det der definerer, hvad vi forventer af os selv og dermed også andre mennesker. Vi får med Rune Strøms ord rystet vores indre coladåse, og faren for at få sagt noget, som vi vil fortryde, er overhængende.
Det kan derfor være godt at gå sin indre tjekliste igennem, inden vreden bobler over.

Tjeklisten lyder:
1.    Er jeg vred på det rigtige tidspunkt?
2.    Er jeg vred på den rigtige person?
3.    Er jeg vred af den korrekte årsag?
4.    Og vigtigst af alt: Bliver jeg vred med den rigtige mængde vrede? Virkeligheden viser, at det sjældent er tilfældet

”Derfor er vi nødt til at være bevidste om, at nu kører boblerne med mig, så jeg må vente med at tage konfrontationen, til jeg har fået styr på boblerne,” siger han.

 

DEN OMSORGSFULDE SAMTALE
Han peger på, at der er mange måder at håndtere sin indre cola på, og det er ikke altid konstruktivt at forhindre boblerne i at komme ud.

”Mennesker kan være åh så flinke og åh så søde, men selv om de smiler, så skal frustrationerne nok komme ud. I stedet for at sige det, de mener direkte til den, de er vred på, så går de til en kollega, som de har tillid til og som deler deres vrede og skuffelser. Og så har vi colasovseffekten, hvor andre bliver taget som gidsler i en konflikt, som egentlig kun er mellem to mennesker. Det er en alvorlig trussel for trivslen,” forklarer han.

Derfor er det så vigtigt at tage den gode omsorgsfulde samtale, hvor du på en saglig måde forklarer, hvorfor din indre coladåse bliver grundigt rystet, når den anden krænker dine grundværdier.

 

HVILKEN ENDE AF ELEFANTEN SER DU
For når konflikten først ruller, og colasovsen klistrer medarbejderne sammen i grupperinger, der modarbejder hinanden, eskalerer rygtedannelse og sladder hurtigt. Og der kan meget nemt sætte sig varige spor hos den, der bliver bagtalt. Ligesom en fladmast coladåse godt kan rettes ud igen, men aldrig bliver helt som ny, så vil sådanne konflikter altid efterlade buler og skrammer, som ikke let kan glattes ud, illustrerer Rune Strøm.

Er indsovsningen allerede godt i gang, skal det stoppes. Det kan gøres af en leder, en tillidsrepræsentant eller en kollega, som ikke ønsker at blive taget som gidsel i konflikten. Og det er her, vi skal bruge en elefant – for virkeligheden er aldrig endimensionel. Står du med front mod elefantens hoved, så ser du unægtelig noget helt andet end ham, der ser på dens hale, selv om I er enige om, at I ser på en elefant.

”Når der er gået sovs i sagen, så vil folk så gerne have, at røven er hele virkeligheden, men det er vigtigt at få dem til at overveje, hvordan den anden ser sagen. Og gå bare ind i følelsen. Sig: ”Det er da megatræls – hvad vil du gøre ved det?” Pas på med ikke selv at blive sovset ind. Husk at konflikten kun kan løses mellem de to parter,” fastslår han og påpeger, at du har en vigtig opgave i at etablere deres konstruktive dialog om det, der er svært.

 

SKAB DE GODE BOBLER
Det handler ikke kun om at forhindre sin indre coladåse i at bruse over. Det handler også om at skabe gode bobler i dåsen, og nu skal vi have fat i de tre tændstikker. De er nemlig nyttige, når vi står med svære relationer.

”I stedet for at bruge alt mit krudt på, hvad jeg synes, der er galt med ham den trælse kollega, skal jeg have fokus på, hvad jeg kan gøre for at forbedre relationen. For du kan ikke forandre andre mennesker, du kan kun forandre dine relationer til dem,” forklarer Rune Strøm.

Øvelsen går derfor ud på at putte tre tændstikker i den ene lomme. Tre gange i løbet af en dag skal du sige eller gøre noget positivt, som får din kollega til at synes bedre om dig, og når dagen er omme, skal alle tre tændstikker gerne have skiftet bukselomme. Øvelsen vil efter et stykke tid skærpe din opmærksomhed om alle de ting, som er gode ved den anden, samt sætte fokus på, hvad I har til fælles, og dermed skabe grobund for en mere konstruktiv relation.

Og din indre coladåse vil boble af energi, engagement og overskud.
 

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?