Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
En tur gennem produktionen hos DISA Industries i Taastrup viser det tydelig. Her er rart at være. Der bliver smilet og hilst. En hurtig bemærkning falder i en spøgefuld tone. Et andet sted er to medarbejdere optaget af at hjælpe hinanden med en opgave.
DISA Industries A/S laver støberimaskiner til blandt andet bilindustrien. Men selv om produktet er hårdt og firkantet, så er der skabt en kultur i virksomheden, hvor der er plads til den enkelte medarbejder, og hvor dialog, tillid og samarbejde er en helt naturlig del af arbejdsdagen.
Virksomheden har netop modtaget CO-industris Samarbejdspris 2022. Medarbejdere og ledelse i DISA Industries får blandt andet prisen, fordi tillid og samarbejde er kerneværdier i virksomheden.
”Du kan løse rigtig mange problemer med et smil og dialog,” siger Ansgar Wassmann, som er fællestillidsrepræsentant i DISA Industries A/S. Det var ham, som på vegne af de øvrige fire tillidsrepræsentanter nominerede virksomheden til samarbejdsprisen.
DETONERER BOMBEN
Ved at gå ind og tage ansvar, snakke sammen og finde fælles løsninger får ledelse og medarbejdere i mange tilfælde detoneret bomben, inden den eksploderer, som Ansgar Wassmann beskriver det.
”Hvis vi ikke taler sammen, men lader problemerne vokse, så ser vi flere konfrontationer. På den måde er den danske model en ren problemknuser. For ved at arbejde sammen og gå på kompromis, så opnår vi både succes og resultater,” siger han.
Netop evnen til at tale sammen og viljen til at finde løsninger – også om de svære ting – er nogle af de ting, som Ulla Tønnesen, direktør i DISA Industries sætter stor pris på ved deres samarbejde. En stor del af DISA Industries’ kunder er i bilindustrien, så når der bliver solgt færre biler på verdensplan, så rammer det også produktionen i Taastrup.
”Vi er en cyklisk virksomhed og har været det i mange år, og det ved tillidsrepræsentanterne. Vi skal naturligvis forsøge at afbøde konsekvenserne af udsvingene så meget som muligt, og her oplever jeg, at vi gennem den gode dialog og det gode samarbejde kan opnå den fleksibilitet, der er nødvendig i de situationer,” siger hun.
Sammen har de med succes forhindret fyringer ved blandt andet at lave aftaler om uddannelsesforløb i nedgangstider.
TAGER ANSVAR
Ulla Tønnesen og Ansgar Wassmann har daglig kontakt. De har kendt hinanden i mange år, og da Ansgar Wassmann for år tilbage var rejsemontør, var det ofte Ulla Tønnesen, som han vendte personlige op- og nedture med, fordi hun den gang var ansvarlig for DISA Global Service.
Den fortrolighed bygger de videre på i dag. Samtidig peger de også på, at virksomheden er god til at uddelegere ansvaret. Problemerne forsøges altid løs så tæt på udgangspunktet som muligt.
DISA Industries A/S I Taastrup er en del af Norican Group. Virksomheden producerer støberimaskiner til bl.a. jern-, aluminium- og stålindustrien. Maskinerne kan blandt andet lave komponenter til bilindustrien samt jern- og metalstøbegods til bygge- og maskinindustrien. Virksomheden blev stiftet i 1900 og beskæftiger i dag 220 personer, hvoraf cirka 110 er i produktionen.
”Det ligger i vores kultur, at vi stoler på, at de, der arbejder her, er deres opgave voksen og kan løse tingene. Der er ikke mikromanagement hele tiden, hvor ledelsen skal ind og blande sig. Det er meget sjældent, at tingene eskalerer, og der bliver løst rigtig meget i dagligdagen,” siger Ulla Tønnesen og uddyber:
”Vores stil er, at hvis nogen kommer med et eller andet problem, så prøver vi at skubbe tilbage og bede dem om at finde en løsning. Og 95 procent af gangene, så bliver de jo enige om en løsning. Det betyder, at du begynder at have en kultur, hvor man løser så meget, man kan, der, hvor det brænder på.”
Det er en stil som både Ansgar Wassmann og hans kollega Jan Thomsen, tillidsrepræsentant for de 26 3F’ere på virksomheden, godt kan lide.
”Kunsten er at uddelegere arbejdet til de enkelte afdelinger. Det er bedre, end at der sidder en konge på det hele. Ulla står jo for driften og udviklingen. Som tillidsrepræsentanter og medarbejdere bliver vi involveret i løsningen på de enkelte problemer, og det skubber på det gode samarbejde,” siger Ansgar Wassmann.
VILLIG TIL AT PRØVE NY
Jan Thomsen peger på, at det for eksempel var medarbejderne, der foreslog, at de skulle programmere nogle nye maskiner i stedet for at overlade opgaven til ingeniørerne.
”Vi ville gerne lære at lave nye programmer til maskinerne, fordi det er os, som arbejder med dem og ved, hvordan de kan blive bedre,” forklarer han.
Det var et forslag, som Ulla Tønnesen tog godt imod.
”Det er positivt, at den slags kan lade sig gøre. I stedet for at sige: 'Det hører til hos ingeniørerne, det kan vi ikke,’ så er der hele tiden den der åbne holdning: Kan vi gøre tingene anderledes, kan vi gøre tingene bedre, kan vi gøre tingene smartere,” siger hun.
KURSUS I SAMARBEJDE
For at fremme den gode dialog har DISA Industries gennem de seneste år også udarbejdet en mobbepolitik, ligesom tiden i nedgangstider er blevet brugt på at sende medarbejderne på kursus i teamwork og samarbejde.
”Vi har en tendens til, at når folk skal på kursus, så er det tekniske kurser, men hvorfor? Det er trods alt mennesker, som skal arbejde sammen hver dag. Det skal man også være god til,” siger Ansgar Wassmann.
Nominering til CO-industris Samarbejdspris
Er du tillidsrepræsentant, og har din arbejdsplads et særligt godt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere, så kan du nominere arbejdspladsen til CO-industris Samarbejdspris.
Det er ikke længere muligt at nominere sin virksomhed til CO-industris Samarbejdspris 2024.
Men du kan udfylde dette nomineringsskema og sende det til os. Så kommer din virksomhed med i kampen om CO-industris Samarbejdspris 2025.
Han og Jan Thomsen oplever, at der er kommet en bedre forståelse af og respekt for, at kollegerne er forskellige og har forskellige grænser.
”Vi har jo vores værkstedshumor, men vi er blevet gode til at sige, hvis der er nogen, som ikke trives med det. Vi har blandt andet et håndtegn, som vi bruger, hvis vi vil sige stop. Det bruger vi hos os, hvis vi vil sige, at nu må du godt stoppe, nu gider jeg ikke mere. Det plejer at virke,” siger Jan Thomsen.
Også Ulla Tønnesen oplever, at det, at mobning og tone har været et emne, som virksomheden har behandlet seriøst, har gjort, at folk lige tænker sig om i forhold til værkstedshumoren, som også findes på kontorerne.
”Respekten for det enkelte individ er utrolig vigtig. Man skal huske, at vi bruger rigtig mange timer af vores liv på vores arbejdsplads, så vi skal have det godt. Hvis vi ikke trives, så performer vi jo heller ikke,” siger hun.
VIL DU VIDE MERE?