Overenskomst
Se de gældende overenskomster, se hvordan de har udviklet sig gennem tiden og hent inspiration til, hvordan alle fordelene ved overenskomsterne kan bruges i hverdagen på virksomhederne.
Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
ARTIKLER & NYHEDER
Medarbejderne har fået en stemme hos GPV
Da Niels Bach for to et halvt år siden tiltrådte som Managing Director i GPV International A/S -Electronics i Aars mødte han en virksomhed, hvor det psykiske arbejdsmiljø til tider var barskt, og ledelsesformen var lidt for topstyret.
GPV International A/S – Electronics befinder sig i en lav margin branche som producent af printplader. Derfor havde man i mange år med stor succes prioriteret gode resultater, hvilket havde kostet på samarbejdet og den gode dialog.
”Jeg oplevede en virksomhed, hvor der nogle gange var en dårlig stemning og en dårlig tone. Nogle medarbejdere var meget kede af det, og jeg mødte endda en ny medarbejder, som sad og græd. Samtidig var organisationen forholdsvis topstyret. Og det er ikke sådan, jeg gør det, ” fortæller han.
Den oplevelse blev startskuddet til en kulturændring i elektronikvirksomheden, som nu har indbragt den CO-industris Samarbejdspris 2024.
ALLE LEDERE PÅ KURSUS
Første skridt var at sende den øverste ledergruppe og den udvidede ledergruppe på kursus i kommunikation og medarbejderinddragelse.
Med hjælp fra en konsulent fik lederne sat spotlight på, hvordan de talte til hinanden og til medarbejderne, og de blev undervist i bedre kommunikation.
”Det starter med ledergruppen, fordi folk ser på, hvordan vi agerer sammen. Og har du to ledere som ikke kan sammen, eller ledere som ikke taler pænt til medarbejderne, så bliver det legitimt også at gøre det,” siger Niels Bach.
Lederne fik også opgaver i personlighedsudvikling, og de fik værktøjer til, hvordan de kan blive bedre til at inddrage medarbejderne i den daglige drift af virksomheden.
SARKASME FORBUDT
Samtidig blev ironi og sarkasme ”forbudt” for at give en mere tydelig kommunikation.
”Ironi og sarkasme blev brugt meget. Nogle gange kunne vi godt gennemskue det, og andre gange ikke. Hvad mente han egentlig? Ofte er der et gran af sandhed i en ironisk bemærkning, hvilket kan såre,” mener Niels Bach.
Og til sidst var alle medarbejdere samlet i kantinen til et to timer langt foredrag om den gode tone.
GPV International A/S - Electronics i Aars leverer komplekse elektronikløsninger til nogle af verdens største og mest anerkendte virksomheder inden for bl.a. industri-, transport- og medicosektoren. Der er cirka 140 medarbejdere på virksomheden. Elektronikfabrikken er en del af den globale elektronikproducent GPV Group A/S, som blev grundlagt i 1961 og i dag har hovedsæde i Vejle. GPV Group A/S har en årlig omsætning på cirka 10 milliarder kroner og beskæftiger over 7.500 medarbejdere på verdensplan fordelt på 17 fabrikker i 12 lande.
De arbejder med et værktøj, hvor der er en rød og en grøn bane, som symboliserer humør og tilgang til arbejdet og kollegerne. Og det tydelige billedsprog er noget, som de stadig griber fat i, hvis en kollega er negativ eller spreder dårlig stemning.
”Så er det nemt at sige: ’Hov, skal du ikke lige tilbage på grøn bane?’”, siger Maibritt Vith Johnsen, som er tillidsrepræsentant for 3F’erne på virksomheden og kvinden bag indstillingen til samarbejdsprisen.
SKAL ØVE SIG
De er dog enige om, at det er en træningssag at skulle begrave gamle vaner og de lidt for kvikke bemærkninger.
”Vi er meget opmærksomme på det. Jeg kan godt være lidt højrøstet en gang imellem, og det er ikke altid på grøn bane. Det tænker jeg meget over, og det går bedre. Mange skal øve sig i det. Jeg har været her i 27 år, og havde egentlig tænkt, at det kan der ikke laves om på. Men det er nye tider, og det er helt sikkert til det bedre,” siger Birgitte Boel Permin, medlem af samarbejdsudvalget og arbejdsmiljørepræsentant.
Også på møderne oplever de, at tonen er blevet bedre. Kommunikationen er blevet mere klar, og alle tør sige noget. Det samme er sket i samarbejdsudvalget.
”Jeg har kun siddet i SU i to år, så jeg ved ikke, hvordan det har været tidligere, men jeg synes, at stemningen er blevet bedre, og vi taler pænere til hinanden,” siger Maibritt Vith Johnsen.
Ledelsen er også blevet bedre til at tage imod medarbejdernes input, mener Birgitte Boel Permin, som har mange års erfaring fra samarbejdsudvalget.
”Tidligere var vi ligesom to modstandere, der mødes i samarbejdsudvalget. Og der var ikke meget, som vi kom med, der kunne lade sig gøre. Nu bliver vi lyttet til, og der er faktisk nogle ting, som godt kan lade sig gøre,” siger hun.
”Vi har lyst til at foreslå noget nu,” supplerer Maibritt Vith Johnsen.
MEDARBEJDERE DER UDFORDRER
Niels Bach synes også, at møderne i samarbejdsudvalget er blevet mere frugtbare.
”Jeg har en flok mennesker, som udfordrer mig. Og det glæder mig, for jeg fornemmede hurtigt, at der var en masse potentiale og engagement i dem. Vi vil jo alle gerne have en god arbejdsplads, og nu er vi ved at skabe de rigtige rammet for det sammen,” siger han.
Den åbne dialog i samarbejdsudvalget har blandt andet resulteret i en livskrisepolitik, og medarbejderne har fået realiseret gamle ønsker, nemlig en madordning og en sundhedsordning.
”Der er stor opbakning til madordningen. Jeg er enlig, og det at kunne få varmt mad hver dag er dejligt. Jeg skal ikke tænke på at købe ind. Det giver lidt ekstra overskud i hverdagen,” siger Kim Salling, der er tillidsrepræsentant for metal’erne på virksomheden.
HUSKE AT FÅ MEDARBEJDERNE MED
Som noget nyt er deres HR-ansvarlige, Nicolaj Ulnits, både kommet med i samarbejdsudvalget og i ledergruppen. Det har sat gang i nogle tanker og effektiviseret arbejdet, så der bliver fulgt op på beslutningerne.
”Vi er jo sådan en flok halvgamle, mandlige ingeniører i ledergruppen, og vi glemmer sommetider den bløde side af tingene. Vi vil bare vinde hele tiden, men vi skal lige huske at have medarbejderne med. Det hjælper Nicolaj os med og sørger for at få samarbejdsudvalget inddraget,” siger Niels Bach.
Nominering til CO-industris Samarbejdspris
Er du tillidsrepræsentant, og har din arbejdsplads et særligt godt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere, så kan du nominere arbejdspladsen til CO-industris Samarbejdspris.
Udfyld dette nomineringsskema og sende det til os. Så kommer din virksomhed med i kampen om CO-industris Samarbejdspris 2025.
Et andet vigtigt tiltag, som både ledelse og tillidsrepræsentanter er glade for, er de ugentlige fredagsmøder, hvor alle medarbejdere samles i kantinen til en kop kaffe og et rundstykke, og ledelsen fortæller om virksomhedens nøgletal og nye kunder. De forskellige afdelinger bliver præsenteret for kollegerne og hvis nogen har været på et kursus og fået ny viden, som alle kan have gavn af, så bliver det delt på møderne.
Samtidig har de en postkasse, hvor medarbejderne kan stille spørgsmål, hvis der er noget, som de gerne vil vide, noget, som de er trætte af, eller noget, som de gerne vil foreslå.
”Postkassen er sådan en medarbejderstemme, hvor man kan lægge en seddel i, og så bliver det taget op på fredagsmøderne. Det er et vigtigt redskab for kollegerne, som de er meget glade for,” siger Mette Nielsen, medlem af samarbejdsudvalget for funktionærerne.
VIL DU VIDE MERE?