Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
ARTIKLER & NYHEDER
Her er arbejdsmiljørepræsentanten ekspert
Ahmad El Ahmad har ikke ligget på den lade side, siden han for halvandet år siden vandt kampvalget om at blive arbejdsmiljørepræsentant hos Claus Andersen Rustfri Stål A/S i Odense.
Han har allerede været på Den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse, og så har han taget de første to moduler af grunduddannelsen i arbejdsmiljø på Metalskolen. Faktisk havde han været længere fremme, hvis ikke covid-19-pandemien havde spændt ben for kursusaktiviteten i en periode.
Og det er med fuld opbakning fra direktør Lars Jensen:
”Det er en helt naturlig del af driften i en virksomhed at klæde folk ordentligt på. Uanset om det er et svejsekursus eller et arbejdsmiljøkursus, så skal vi følge med udviklingen. Så når Ahmad kommer og siger, at han gerne vil på arbejdsmiljøkursus i Dansk Metal, så skal han selvfølgelig det, og så får vi passet det ind i produktionen.”
FRA TEORI TIL PRAKSIS
Faktisk ser Lars Jensen positivt på, at virksomhedens arbejdsmiljørepræsentant har så stor viden i forhold til sundhed, sikkerhed og trivsel på virksomheden. Ahmad El Ahmad går selv dagligt i produktionen og mærker forholdene på egen krop. Så han er hurtigt i stand til at få koblet sin teoretiske viden sammen med det, der virker i praksis.
”Vi får som virksomhedsledelse virkelig meget ud af Ahmads viden. Jeg når ikke selv at sætte mig lige så meget ind i det. Så er det rigtig fint, at Ahmad kommer tilbage og er opdateret. Selvfølgelig har vi som ledelse ansvaret, og vi har jo også en sikkerhedsleder, men når Ahmad er god til at sætte sig ind i regler og vejledninger og kommer hjem med den nyeste viden, så lytter vi selvfølgelig til ham. Og ude i produktionen tager kollegerne måske også nye måder at gøre tingene på lidt mere til sig, når Ahmad siger det, end hvis det er mig,” siger direktøren og understreger samtidig:
”Vi skal leve op til kravene, og vi har en klar og tydelig holdning om ordentlighed hos os – det gælder både arbejdsforholdene, arbejdsmiljøet og måden at omgås hinanden.”
Kontakt dit forbund / lokale forbundsafdeling, hvis du er interesseret i at tage kurser som arbejdsmiljørepræsentant. Du kan også se en oversigt over mulige kurser her:
NYE REDSKABER
Ahmad El Ahmad, der arbejder som klejnsmed hos Claus Andersen Rustfri Stål, føler sig da også kun taget godt imod, når han kommer tilbage fra et arbejdsmiljøkursus på Metalskolen i Jørlunde:
”Lars har været meget åben over for at tage imod de ting, jeg kommer med. Så finder vi noget tid, hvor vi kan sætte os ned og få talt om tingene.”
Senest kom Ahmad El Ahmad hjem med et skema til rapportering af nærved-ulykker, som de brugte, da en kran faldt ned. Skemaet har de brugt i dialog med leverandøren af kranen og selvfølgelig til at tage de nødvendige forholdsregler til at undgå en ulykke. Desuden har de i fællesskab taget en grundig sikkerhedsrundering på virksomheden for at udpege de områder, hvor der er fare for især alvorlige arbejdsskader.
ALLE SKAL MED
Netop de helt praktiske redskaber er noget af det, som Ahmad El Ahmad roser fra Dansk Metals arbejdsmiljøkurser:
”Underviserne er virkelig gode til at koble teorien sammen med de konkrete forhold, som vi står med til daglig. De starter kurset med at spørge, hvilke udfordringer vi står med hjemme på vores virksomheder. Dem skriver de op, og så sørger de for, at vi kommer ind på dem i løbet af ugen.”
Den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse, som Ahmad El Ahmad selvfølgelig også har deltaget i, så han først og fremmest ”som en smagsprøve på, hvad det vil sige at være arbejdsmiljørepræsentant”. På Metalskolen er han kommet meget mere i dybden.
”Det giver jo næsten sig selv, når der er fire kurser af en uges varighed. Selv om vi får puttet rigtig meget viden ind, så kommer vi grundigt ned i emnerne, og underviserne er gode til at få alle med. Man går ikke videre til et nyt emne, før alle har forstået det, man er i gang med,” siger Ahmad El Ahmad.
DET GODE EKSEMPEL
Den fynske klejnsmed kan virkelig mærke, at han har taget et kæmpespring på det halvandet års tid, hvor han har været arbejdsmiljørepræsentant og har fået en masse ny viden.
”Jeg tænker virkelig sikkerhed – næsten hele tiden. Det er derhjemme privat. Og når jeg for eksempel er på værksted med min bil, kan jeg heller ikke lade være med lige at se, om de går op i sikkerheden. Men jeg er også blevet mere bevidst om det herude. For man skal jo være et forbillede for sine kolleger, og jeg skal prøve at give min viden videre,” siger Ahmad El Ahmad, som ikke er færdig med at tage ny viden til sig:
”Jeg skal helt sikkert også have de næste to kurser. Det er virkelig spændende, og så er det bare fedt at komme til Jørlunde og møde andre kursister, og så er det et godt sted at lære, fordi man også lige kan blive frisket op efter undervisning med en gåtur i naturen, i svømmehallen eller i fitness.”
De gode undervisningsforhold på Metalskolen kan Ahmads direktør Lars Jensen nikke genkendende til.
”Jeg er faktisk selv udlært rustfast klejnsmed her hos Claus Andersen Rustfri Stål, og så har jeg også været arbejdsmiljørepræsentant her og taget arbejdsmiljøuddannelsen på Metalskolen for 20 år siden – ja, faktisk også en del af tillidsrepræsentantuddannelsen.”
Stiftet af Claus Andersen i 1986.
I 2000 flyttede virksomheden til Fabriksvej i Odense og etablerede nye produktionsfaciliteter på i alt 5.500 kvadratmeter.
67 ansatte – heraf ni under uddannelse: fem smede- og to snedkerlærlinge samt en logistikelev og en teknisk designerelev.
Virksomheden er primært underleverandør til maskinbyggerbranchen. Alt inden for fremstilling af maskinkomponenter, plade- og rørlaserskæring, buk af plader og opsvejsning af stativer. Desuden fremstiller virksomheden både rustfast og træbaseret inventar til storkøkkener, kantiner og hospitaler med en bred vifte af standard- og specialdesignede produkter. Derudover producerer virksomheden også skabe til hjertestartere.
VIL DU VIDE MERE?