

Overenskomst
Se de gældende overenskomster, se hvordan de har udviklet sig gennem tiden og hent inspiration til, hvordan alle fordelene ved overenskomsterne kan bruges i hverdagen på virksomhederne.
Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
ARTIKLER & NYHEDER
Overenskomstforhandlinger er i gang
Dorthe Kragh
18. januar 2017
Parterne tog i begyndelsen af januar officielt hul på overenskomstforhandlingerne. Det sker i lyset af, at det går betydeligt bedre med både konkurrenceevnen og beskæftigelsen efter en række år, hvor den økonomiske krise har præget forholdene på industriens arbejdspladser.
Og CO-industris formand Claus Jensen, formand for Dansk Metal, lægger da heller ikke skjul på, at han har større forventninger til forhandlingerne denne gang end ved de forrige tre overenskomstindgåelser.
- Vi har gennem en lang årrække fra medarbejdernes side udvist rigtig stor solidaritet med virksomhederne i forhold til at køre en afdæmpet udgiftsudvikling. Det betyder, at virksomheder igen er i stand til at sælge deres varer til udlandet i meget højere grad, end de kunne, da krisen var værst. Så vi er optimistiske på industriens og Danmarks vegne. Og det er med det udgangspunkt, vi vil gå til forhandlingerne. Vi er fortrøstningsfulde i forhold til at nå et godt resultat ved de her forhandlinger, sagde han i forbindelse med et pressemøde forud for de første forhandlinger.
Dansk Industris administrerende direktør, Karsten Dybvad, er enig i, at det går godt for de danske virksomheder med en styrket konkurrenceevne og stigende beskæftigelse.
- Så vores ambition med de her overenskomstforhandlinger er, at vi fortsætter den positive udvikling, at vi kan blive ved med at skabe vækst i Danmark og skabe arbejdspladser og stærke virksomheder, der jo grundlæggende bærer vores samfund og skaber den velstand der gør, at vi kan have den velfærd, som vi har i Danmark, siger han.
364 krav
CO-industri møder aldrig op til overenskomstforhandlinger med prioriterede krav. I stedet tager organisationens topforhandlere Claus Jensen og Mads Andersen, næstformand i CO-industri og gruppeformand i 3F Industrigruppen, udgangspunkt i de 364 krav, der denne gang er indleveret til CO-industri fra de ni forbunds medlemmer landet over.
Blandt kravene er der især mange om mere uddannelse og forbedringer af mulighederne for seniorordninger.
- Der er kommet mange krav ind på efteruddannelse. Medlemmerne er bekymrede for, om de også om fem-ti år har de kompetencer, der skal til for at blive i jobbet. Samtidig har der været meget diskussion om tilbagetrækning, så det er klart, at der også ligger en stor stak krav om forskellige løsningsmodeller på det område, siger han.
Uddannelse på dagsordenen
Uddannelse har også været på dagsordenen flere gange ved de seneste overenskomstfornyelser, men der er stadig rum til forbedringer, mener Mads Andersen.
- Vi kan godt blive ved med at forbedre ordningerne. Det her handler i høj grad om, at virksomhederne er med til sætte uddannelse på dagsordenen i samarbejdsudvalgene og i uddannelsesudvalgene, og at virksomhederne motiverer medarbejderne til at tage uddannelse. For faktisk har vi set, at selvvalgt uddanne er steget, samtidig med, at det arbejdsgiverne skal stå for – de arbejdsrelaterede uddannelser – er faldende. AMU-kurserne er faldet fra en million kursister til en halv million over de sidste seks år. Så vi har et stort hul i forhold til efteruddannelse, og vi håber på, at vi kan skabe nogle redskaber, som kan gøre det mere interessant for virksomhederne at dagsordensætte det her nu, siger han.
Ud over Karsten Dybvad er Dansk Industri også repræsenteret ved Kim Graugaard, viceadministrerende direktør, ved det centrale forhandlingsbord.
obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.
VIL DU VIDE MERE?