Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

På Troldtekt fik lærlingene stort lønløft

Da Metal-tillidsrepræsentanten, Hans Nygaard Zhou, stod over for sin første lønforhandling, havde han lærlingene i centrum – godt bakket op af kollegerne.

I 2023 stod Hans Nygaard Zhou over for sin første lønforhandling som tillidsrepræsentant på Troldtekt, efter han blev valgt tre år tidligere. 

Det første, han gjorde, var at skaffe opbakning fra de 20 kolleger på værkstedet.

”Der gik nogle kolleger herude, der ikke var organiserede, og nogle var kun medlem af a-kassen. Så jeg sagde til dem: ’I bliver nødt til at melde jer ind i Metal. Vi forhandler som gruppe, og jeg kan ikke gå op og snakke for en mand, der ikke betaler til fællesskabet.’ Sådan er det i min verden, og det fik faktisk folk til at melde sig ind. I dag er vi 100 procent organiserede på værkstedet,” fortæller Metal-tillidsrepræsentanten en stille fredag eftermiddag på virksomheden i Troldhede.

Der er vedligehold og rengøring på maskinerne, der fremstiller akustikplader med en blanding af rødgran, cement og vand. Ellers er der fuldt tryk på anlægget, som i meget stor udstrækning er automatiseret med Kawasaki-robotter fra Bila.

Jeg kan ikke gå op og snakke for en mand, der ikke betaler til fællesskabet

For Hans Nygaard Zhou var det gennem hele forhandlingsforløbet vigtigt at have kollegerne med. Så alle blev hørt. Det samme var tilfældet i 3F-gruppen, som bliver dækket af to tillidsrepræsentanter. Alle tre tillidsrepræsentanter forhandler sammen på Troldtekt, hvor alle de cirka 100 medarbejdere i produktionen og på værkstedet går til den samme grundløn, men hvor der på værkstedet bliver ydet et tillæg.

 

STORT LØFT TIL LÆRLINGENE

På det første møde på værkstedet forud for lønforhandlingerne, hvor ledelsen havde givet Hans Nygaard Zhou en time, gav flere af kollegerne udtryk for, at lærlingene skulle prioriteres højt og om nødvendigt på deres egen bekostning. På Troldtekt er der i øjeblikket tre voksenlærlinge – en rekrutteret internt og to nyansatte. Den interne havde beholdt sin sædvanlige løn, mens de to andre gik til mindstebetalingen på 131,65, som var gældende på forhandlingstidspunktet.

”Lærlinge ligger mig meget på sinde. Så det ville jeg meget gerne bakke op om. Jeg har selv været i lære som automatiktekniker, så jeg har prøvet at gå væsentligt ned i løn, men stadig have de samme udgifter. Det kan være svært at få til at hænge sammen,” siger Hans, der enedes med ledelsen om at få lærlingelønnen på bordet først.

 

FORHANDLINGER PÅ 15 MINUTTER

”Det tog et kvarter. Så var vi enige om det. Jeg argumenterede blandt andet med, at hvis vi skal gøre os attraktive her ude midt i ingenting i forhold til Vestas og de store smedevirksomheder i Tarm og Skjern, så skulle det – ud over at være en god arbejdsplads – være på lønnen.”

Aftalen blev, at voksenlærlinge skulle have det samme som de øvrige produktionsmedarbejdere, hvilket betød en stigning på cirka 55 kroner i timen. Det gælder også for fremtidige ansættelser, og hvis Troldtekt ansætter ’unglærlinge’, skal de også have en højere løn end mindstesatserne i lærlingeaftalerne.

”Ledelsen var faktisk meget åbne om, at de aldrig havde tænkt over det med lærlingelønnen. Ingen havde rejst spørgsmålet før, så man kørte bare efter satserne. Men de var meget lydhøre og gav mere, end jeg havde regnet med,” fortæller Hans på værkstedets kontor, hvor den sidste kollega netop har stemplet ud.

 

TAK TILLIDSREPRÆSENTANTEN

For Hans er Troldtekt ikke en særlig case:

”Jeg tror, at tillidsrepræsentanterne glemmer lærlingene til lønforhandlingerne rigtig mange steder. Det kan jeg høre på TR-kurserne. Ofte er jeg den eneste, der rækker hånden i vejret, når vi bliver spurgt, hvem der husker på lærlingene ved forhandlingerne.”

Hans’ råd til en god lønforhandling

  1. Husk lærlingene
  2. Forbered dig godt med økonomiske nøgletal
  3. Sørg for at have kollegerne i ryggen
  4. Bed kollegerne komme med andre ønsker end løn
  5. Fortæl kollegerne, at de gode lønforhold kommer af det faglige fællesskab
  6. Tag TR-kurser gennem dit forbund og samarbejdskurset for nyvalgte tillidsrepræsentanter i CO-industri

På Troldtekt bliver lønforhøjelsen ikke glemt foreløbig.

”Vi havde en lærling, som var gennem en svær tid og med en presset økonomi. Hans rådighedsbeløb blev doblet op mange gange. Hans kram og tak rører mig stadig, når jeg taler om det. Og den anden lærling troede, der var en fejl på lønsedlen og spurgte, hvordan det var gået til. Nu er vi jo beskedne folk i Vestjylland, så jeg sagde bare, at det kunne han takke tillidsrepræsentanten for. Jeg og de to andre tillidsrepræsentanter havde ikke brug for rosen, men det er vigtigt at få flaget med, hvad vi går og laver, og at det faglige sammenhold skaffer goderne.”

 

LIGEVÆRDIG FORHANDLING

Da lærlingene var på plads, var det tid til de øvrige forhandlinger, som lå kort efter, at det centrale OK23-forlig var faldet på plads. Det tog nogle flere runder med forhandlinger. Økonomien skulle vendes, og andre forslag end den rene lønstigning kom på bordet. Hans Nygaard Zhou havde en bunke papirer under armen, når han sammen med 3F-tillidsrepræsentanterne gik til forhandlinger med fabrikschefen og den administrerende direktør:

Det var nøgletal fra regnskabet, som han havde fået gennem den lokale Metalafdeling. Beregninger af, hvor meget hver mulig kroner og øre-stigning svarede til i procent. Samlede omkostninger for virksomheden ved forskellige lønstigninger. Samt et Excel-ark med kollegernes ønsker til andre forbedringer.

 

ROS TIL DE NYE VÆRKTØJER

”God forberedelse giver en ligeværdig forhandling. Du kommer sikkert til at sidde over for en, som har en økonomiuddannelse og er dybere nede i virksomhedens forhold, end du selv er. Så nytter det ikke, at du bare kommer og slynger et tilfældigt tal ud,” siger Hans, der samtidig roser de nye værktøjer, der kom ind med OK23-aftalen:

”Jeg tror, at det indblik i virksomhedens forhold, som man har ret til, har været en fordel mange steder. Så bliver der spillet med åbne kort. Jeg ved ikke, hvordan det har været på Troldtekt tidligere, men jeg kan i hvert fald sige, at ledelsen lagde alt åbent frem, og som de sagde: ’Det har I krav på ifølge overenskomsten, så det skal der ikke være nogen diskussion om’,” gengiver Hans Nygaard Zhou og fremhæver pointen med, at det giver bedre forhandlinger for begge parter:

”Når vi kan se, hvordan budgetter og ordresituation reelt ser ud, så forlanger vi jo heller ikke noget, der er grebet ud af den blå luft. Vi har jo lige så meget som ledelsen en interesse i, at virksomheden også ligger her i Troldhede i næste uge og til næste år.”

Troldtekt A/S

Grundlagt: Troldtekt A/S blev etableret i 1855 som et handelsfirma i Aarhus og har siden 1935 produceret akustikpaneler i Troldhede, Vestjylland.

Produkter: Virksomheden fremstiller akustikpaneler, der består af træ og cement. Kombinationen giver panelerne lydabsorberende egenskaber, som forbedrer akustikken i bygninger.

Anvendelse: Panelerne anvendes i blandt andet skoler, kulturinstitutioner, boliger, kontorer og sportshaller, hvor der er behov for bedre akustik. 

Virksomheden blev i 2022 en del af den irske koncern Kingspan Group.

Læs mere om Troldtekt

STORT ANSVAR

Trods stramme budgetter på grund af krigen i Ukraine, inflation og stigende renter, som kunne mærkes i byggeriet, aftalte parterne på Troldtekt en lønstigning på cirka syv kroner det første år og cirka fire kroner det andet år.

”Det var en fornuftig aftale, som kollegerne heldigvis også var glade for. Det betyder meget at have dem i ryggen. Jeg og mine to TR-kolleger fra 3F er meget bevidste om det ansvar, vi sidder med. Vi forhandler for 100 kolleger – deres løn og i bund og grund deres eksistensgrundlag.”

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?