Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Projekt har styrket samarbejdet mellem tillidsrepræsentanter

Kampen for flere organiserede kolleger er resulteret i et tættere samarbejde på tværs blandt tillidsrepræsentanterne i Siemens Wind Power.

​Et tæt og godt samarbejde mellem tillidsrepræsentanterne på tværs af fagforbund, landsdele, timmelønnede og funktionærer. Det er den ekstra bonus, som er kommet ud af et treårigt, tværfagligt organiseringsprojekt, som tillidsrepræsentanterne på Siemens Wind Power har gennemført.

​- Det løft og den energi, vi har fået til rådighed med en tillidsrepræsentantorganisation, der bakker hinanden op, det er lige til at få tårer i øjnene af. Alle tillidsrepræsentanter har fået så meget rygdækning til deres opgaver, siger Kurt Ammitzbøll Thomsen, koordinerende tillidsrepræsentant på Siemens Wind Power i Danmark.

Virksomheden er spredt over 10 lokationer i Danmark, har overenskomst med fem fagforbund – 3F, Dansk Metal, HK, Teknisk Landsforbund og Dansk El-Forbund – og 44 tillidsrepræsentanter.

Vil sammenhold

Succesen bag organiseringsprojektet, der på de fleste arbejdspladser i Siemens Wind Power indtil videre har øget antallet af organiserede medarbejdere med mellem 20 og 25 procent - flere steder langt mere - skyldes nemlig i høj grad, at tillidsrepræsentanterne fra starten traf den beslutning, at hele LO-familien skulle være med i projektet. Det mener Niels Munch Kofoed, der er seniorkonsulent på LO-skolen og har været koordinator på projektet gennem FIU.

​- Viljen til at ville sammenhold frem for splittelse har nærmest været et mantra gennem hele processen. Ikke mindst når det gælder timelønnede og funktionærer. De timelønnede på Siemens Wind Power udgør så stor en gruppe, at de sagtens kunne tryne de andre, hvis de ville. Samarbejdet har været en forudsætning for at få projektet til at lykkes, og det har fungeret formidabelt, siger han.

​For Kurt Ammitzbøll Thomsen er det oplagt, at tillidsrepræsentanterne for de timelønnede og funktionærerne arbejder sammen om langt flere opgaver end tidligere. 

- Det er rigtigt, at der er specielle aftaler og overenskomster, som gælder for de to grupper af medarbejdere, men set fra mit skrivebord, så vægter de opgaver kun en lille del i det daglige arbejde. 90 til 95 procent af min tid bliver brugt på problemer som sygesamtaler, afskedigelsessager og andre ting, som vedrører vores virksomhedspolitik og har været til drøftelse i samarbejdsudvalget. Det er sager, som er ens for alle, uanset om man er timelønnet eller funktionær, og som i bund og grund handler om, hvor godt vores virksomhed behandler sine ansatte, mener han.

Fællesgruppe

Derfor har tillidsrepræsentanterne valgt syv personer til en fællesgruppe, hvor der er en lige fordeling af timelønnede og funktionærer og Kurt Ammitzbøll Thomsen sidder for bordenden.

​Gruppen mødes en dag om måneden og gennemgår, hvad der sker på virksomheden, og hvad der har være oppe at vende på hovedsamarbejdsudvalgsmødet. Efter mødet bliver et referat sendt ud til samtlige tillidsrepræsentanter.

- Det betyder, at ingen tager en dialog med ledelsen, uden at hele fællesgruppen er klar over, at det foregår. Det har været med til at skabe en anden kultur i virksomheden. 

I dag er det sådan, at en leder ikke kan behandle en tillidsrepræsentant fra funktionærerne dårligt, uden at der bliver snakket om det blandt de timelønnede, fortæller han. 

​Han håber, at det tætte samarbejde fremover vil hjælpe til at løfte alle medarbejdergrupper på Siemens Wind Power. 

​- Vi oplever, at enigheden virkelig har givet genlyd. Ledelsen kan ikke skjule noget for os - lave lokumsaftaler med en enkelt afdeling eller for den sags skyld skjule en succes i en afdeling. Vi kan bruge solidariteten til at løfte hinanden – også når det gør ondt. Min grundholdning er, at vi har ikke opnået en faglig succes, hvis det kun er 3F og Dansk Metal eller HK og Teknisk Landsforbund, der får glæde af aftalen, fastslår han. 

​Niels Munch Kofoed understreger, at det i sådan en proces, som Siemens Wind Power har været igennem, er vigtigt at have både en stærk tillidsrepræsentantgruppe og en rummelig fællestillidsrepræsentant. 

​- Fællestillidsrepræsentanten skal være villig til at påtage sig rollen som leder for alle kollegerne, og de skal lade ham eller hende lede. Og Kurt har været god til at holde tungen lige i munden. 

​Projektet har vist, at vilkårene for tillidsrepræsentanterne er forskellige, og den forskellighed skal alle tillidsrepræsentanterne kunne rumme, siger han.

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.