Modstanden var massiv i 2012, da Trelleborg Sealing Solutions i Helsingør havde købt to robotter til produktionen.
”De tager vores arbejde,” lød det fra flere medarbejdere, indtil Olivia fra kantinen ved en demonstration af de nye robotter meldte sig frivilligt til at teste dem og dermed fik nedbrudt barriererne. Det skulle alligevel ikke hedde sig, at en kantinedame kunne styre en robot, mens store, stærke mænd i produktionen ikke kunne finde ud af det.
”Siden fandt de ud af, at de ikke ville blive fyret, fordi vi fik robotter. Faktisk har det været sådan, at hver gang vi har købt to robotter, så har vi ansat en ny kollega,” fortæller Søren Lund Petersen, tillidsrepræsentant på Trelleborg Sealing Solutions, der producerer tætningsløsninger til blandt andet autobranchen og sundheds- og medicinalbranchen.
Sammen med Jesper Luja Thomsen, administrerende direktør i Trelleborg Sealing Solution, og Steen Harder Ulrichsen, seniorprojektleder på Teknologisk Institut, fortalte han på Faglig Festival på Konventum i Helsingør i begyndelsen af juni om erfaringerne med at indføre robotter i produktionen. Seminaret var arrangeret af CO-industri i samarbejde med Teknologisk Institut.
OVERLEVELSE
”Det, jeg har oplevet, er, at vi med robotterne kan sætte volumen op i produktionen, og dermed kan vi slå lande, der laver det samme som os, men til en lavere pris, simpelthen fordi vi leverer et kvalitetsprodukt. Med automatiseringen har vi slået kvalitetsrekord og fået en kæmpesucces. Så jeg ser det som overlevelse. Hvis vi ikke havde investeret i robotter, så havde vi måske ikke været i Helsingør i dag,” siger Søren Lund Petersen.
Trelleborg Sealing Solution er et rigtigt godt eksempel på, at virksomheder, der investerer i robotter, også ansætter flere folk, fordi produktiviteten stiger, siger Steen Harder Ulrichsen, seniorprojektleder ved Teknologisk Institut.
”Ingen køber robotter for at spare på medarbejdere og lønninger. Det er rigtigt, at robotterne tager noget arbejde, men det er oftest det farlige og det kedelige, ensidige, gentagne arbejde, og så bliver det interessante arbejde overladt til medarbejderne,” siger han.
TAGER DET TUNGE JOB
Danmark har i dag 211 robotter pr. 10.000 ansatte. Dermed er landet i top fem i verden, hvis man piller bilindustrien ud af opgørelsen.
Robotterne udfører typisk ukomplicerede, manuelle opgaver, som gentages gang på gang, og processer som binpicking, skruning, presning, klikning og smøring.
Det er også netop, hvad der er sket hos Trelleborg Sealing Solution.
”Der er meget ergonomi i at indføre robotter. Tidligere skulle vores medarbejdere føde CNC-maskinerne manuelt med en høj frekvens. Den del af arbejdet tager robotterne sig af nu, hvor de føder vores CNC-maskiner, mens medarbejderne tager sig af indstillingen af maskinen samt kontrollen af processen og produktet,” siger Jesper Luja Thomsen, administrerende direktør i virksomheden.
”Selv om robotter ikke kan blive syge, så sker det, at de skal have service. Derfor skal vi også være der hele tiden. Robotten kan ikke stå alene,” supplerer Søren Lund Petersen.
Trelleborg har siden 2012 investeret i 62 robotter, og siden er medarbejderstaben udvidet fra 300 til 420 i dag.
”Vi har været heldige at have vækst, men det er ikke sådan, at vi er helt flyvende overalt, nogle steder er vores maskiner retro. Vi er stadig på en rejse, og vi er nødt til at fortsætte automatiseringen,” siger Jesper Luja Thomsen.
MANGEL PÅ VIDEN
Det er langt fra alle danske industrivirksomheder, der har robotter i produktionen. Ifølge Steen Harder Ulrichsen bruger 56 procent af danske virksomheder ikke robotter. Især mindre virksomheder med under 100 ansatte er tilbageholdende med at investere i robotter. Det betyder, at kun otte procent af de mindre virksomheder har investeret i automatisering.
En undersøgelse fra 2015 viser, at de to største hindringer for at anvende industrirobotter er, at virksomhederne mener, robotterne ikke kan anvendes i deres produktion, eller at deres produktion er for lille.
Det er dog langt fra tilfældet, mener Steen Harder Ulrichsen og peger blandt andet på et lille enkeltmandsfirma, hvor ejeren selv byggede en robot til at gravere metalskiver og på den måde satte produktionen og indtjeningen i vejret.
Til gengæld er manglen på viden en stor barriere for at gennemføre automatisering. En undersøgelse fra Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) viser, at manglende viden blandt ledelse og medarbejdere er de største hindringer for automatisering.
”Vi er sikre på, at hvis de fik mere viden tilført, så vil vi alle have mere velstand i morgen, end vi har i dag,” siger Steen Harder Ulrichsen.
Samtidig truer manglen på kvalificeret arbejdskraft. Hver gang én ny industritekniker står med sit svendebrev i hånden, går tre industriteknikere på pension.
”Manglen på industriteknikere er en stor udfordring, fordi det er dem, der tager sig af vedligeholdelse, reinstallering og så videre,” siger Steen Haarder Ulrichsen.
UDDANNELSE ER VEJEN
Det er også en udfordring, som de har taget op på Trelleborg.
”Jo mere automatisering, jo bedre skal folk være uddannet. Vi starter med de mest basale krav som it, engelsk og dansk og med at gøre folk mentalt parate og uddannelsesmæssigt klar til den nye fremtid. Og så handler det jo om at give folk mulighed for at uddanne sig. Nogle medarbejdere er meget parate, mens andre virkelig frygter det, men det er simpelthen noget, som vi er nødt til,” siger Jesper Luja Thomsen.
Senest har produktionen fået nyt it-program til drejebænkene, og modstanden var stor. Men ved at give en grundig oplæring og tæt mandsopdækning i starten ude på arbejdspladsen, er stemningen nu vendt.
”Det er voldsomt, det der er sket ude hos os. Og i starten sagde folk, det ikke kunne lade sig gøre. Tre-fire måneder senere er alle glade for det,” fortæller Søren Lund Petersen.
Samtidig med den løbende automatisering har alle medarbejdere været på fem dages træning i performancekultur i løbet af 2017, hvor alle medarbejdere uanset uddannelse, jobfunktion og titel har modtaget den samme træning omkring fremtidens krav til den enkelte medarbejder og virksomhed med fokus på:
1. At tage ansvar for eget arbejde
2. Hvordan gør jeg min kollega god
3. Kollektiv læring
”Vi er på en rejse, som ikke er slut endnu, men i dag er det ikke specielt hos os, at robotter og mennesker arbejder sammen. Det er helt naturligt og bare noget, vi gør,” fastslår Jesper Luja Thomsen.
obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.
VIL DU VIDE MERE?