Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Sammenhold gør os meget stærkere

Tillidsrepræsentant Mona Andersen, TL, føler sig styrket af det tætte samarbejde med de timelønnede på Siemens Wind Power Blades i Aalborg.

Mona Andersen skulle egentlig kun have været midlertidig tillidsrepræsentant for medlemmerne af Teknisk Landsforbund på Siemens Wind Power Blades i Aalborg, indtil der blev fundet en, der gerne ville have posten. Det der med fagforeninger var nemlig slet ikke noget for hende. Det er nu fem år siden, og i dag indrømmer hun, at hun vil have meget svært ved at give slip på den indflydelse og indsigt, hun får gennem arbejdet.

​Hun er ikke i tvivl om, at den succesoplevelse, hun har haft, i høj grad skyldes den store opbakning, som hun har fået fra sine timelønnede kolleger.

- De har taget sig af mig og passet på mig, men nu kan jeg mærke, at jeg bedre kan klare mig selv, for det projekt, som vi har været gennem sammen, har givet mig så sindssygt meget, som jeg kan bruge videre frem, siger Mona Andersen.

Mona Andersen

Navn: Mona Andersen

Alder: 44 år

Arbejdsplads: Siemens Wind Power Blades i Aalborg

Fagforbund: Teknisk Landsforbund

Uddannelse: Teknisk assistent

Bopæl: Jerslev lidt nordøst for Brønderslev

Tillidshverv: Tillidsrepræsentant for medlemmerne af Teknisk Landsforbund på Siemens Wind Power i Aalborg

Familie: Mand og to døtre på 16 år

Fritidsinteresser: Hestevognskørsel på konkurrenceniveau med hele familien

E-mail: moa@siemens.com

​Opbakningen fra de timelønnedes tillidsrepræsentanter er dog ikke komme ud af det blå. Gennem de seneste år har tillidsrepræsentanterne på Siemens Wind Power haft særligt fokus på at organisere deres kolleger, og det fælles projekt har haft den positive bivirkning, at samarbejdet mellem tillidsrepræsentanterne på tværs af fagforbund er blevet styrket væsentligt.

​- Der har traditionelt ikke været samarbejde mellem funktionærer og timelønnede, men jeg kan virkeligt mærke, at de skel mellem tillidsrepræsentanterne er blødt op. Vi har fundet ud af, at vi står stærkest sammen, siger Mona Andersen.

Jakke med signal

​I Aalborg har det blandt andet givet sig udslag i, at alle tillids- og arbejdsmiljørepræsentanterne har fået en dunjakke med teksten ”Sammen er vi stærkest” og logoerne for HK, Teknisk Landsforbund, Dansk Metal og 3F på ryggen. Signalet til kollegerne er, at alle tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter 

står til rådighed for alle medlemmer. Så har den enkelte kollega et problem, og er det svært at få fat på hans eller hendes tillidsrepræsentant, så er det bare at gribe fat i den nærmeste tillidsrepræsentant og få hjælp.

​I begyndelsen af organiseringsprojektet var hun ret forbeholden over for at skulle ud og hverve nye medlemmer, men i løbet af projektet fik hun redskaberne til, hvordan hun kunne få kontakt uden at skulle agere sælger.

​- Jeg fandt ud af, at det jo ikke handler om at hverve medlemmer, men om at bygge tillid op, så kollegerne kan se, hvad de rent faktisk får ud af at være i en fagforening, siger hun.

Påskeæg og en snak

For at komme i kontakt med kollegerne og få en lille uformel snak med dem har tillidsrepræsentanterne på Siemens i Aalborg lavet forskellige events. Blandt andet har Mona Andersen sammen med de timelønnedes tillidsrepræsentanter delt påskeæg ud for at sætte fokus på den manglende organisering blandt vikarer og fastansatte.

- Så stod vi der i kantinen – funktionærer og timelønnede – side om side og delte 2.000 påskeæg ud. Og det er klart, at mine medlemmer ikke fylder meget ved siden af de timelønnede. Men det handlede jo ikke bare om at dele påskeæg ud. Det handlede også om at opbygge et samarbejde. Og det har vi gjort. De timelønnede tillidsrepræsentanter har blandt andet banet vejen for, at jeg er kommet med til flere møder med ledelsen, fortæller hun.

​Siden har tillidsrepræsentanterne for de fire fagforbund sammen delt bolsjer ud til deres medlemmer som en lille julegave fra forbundene og vores fællesklubber. Mona Andersen er overbevist om, at der er mange ting, som hun ikke ville være kommet igennem med, hvis hun havde forhandlet alene.

​- Jeg har brugt de timelønnede meget og haft dem med til forhandlinger, fordi jeg følte, at der bliver lyttet mere til dem end til mig. De har simpelthen flere muskler at spille med. Men jeg tror også, at de har fået en bedre forståelse for de problemer, som funktionærerne står over for, og der er ingen tvivl om, at vi får mest indflydelse, hvis vi står sammen, siger hun.

​Og det der med organiseringen går også udmærket. I løbet af de seneste tre år har Mona Andersen mere end tredoblet antallet af medlemmer af Teknisk Landsforbund på Siemens Wind Power.

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?