Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Siemens Wind Power fastansætter vikarer

På Siemens Wind Power i Aalborg var halvdelen af de ansatte vikarer. Efter pres fra tillidsrepræsentanterne er de nu ved at blive fastansat.

1.000 vikarer ud af cirka 2.000 timelønnede. Sådan var situationen på Siemens Wind Power i Aalborg i sommeren 2014, da produktionen af vindmøller var på sit højeste, og vikarer blev ansat i bundter.

Det gav flere hænder her og nu, men efterhånden så medførte det også problemer i produktionen, mente tillidsrepræsentanterne, som nu er nået til enighed med ledelsen om, at antallet af vikarer skal bringes ned.

- Vi har haft en rigtig god kommunikation med ledelsen, og vi har fået overbevist den om, at det hverken er givtigt eller rentabelt at have så mange medarbejdere, som ikke er fastansatte, fortæller Thomas Fischer, der er fællestillidsrepræsentant for de cirka 1.600 timelønnede, der i dag arbejder på møllevingefabrikken i Aalborg.

USIKKERHED SPREDER SIG

Det er især det psykiske arbejdsmiljø, som lider, når omkring halvdelen af de ansatte i produktionen ikke har en rigtig ansættelseskontrakt, fortæller han.

- Psykisk er det ikke fedt at være vikar. Du kan have svært ved at låne penge til en bil eller et hus, og løsarbejderne må konstant leve med en usikkerhed om deres lønforhold, fordi de ikke ved, hvad der sker i morgen, i næste uge eller i næste måned. Jeg siger ikke, at du er sikret evig beskæftigelse som fastansat, men du er trods alt mere sikker i din ansættelse, siger Thomas Fischer.

Og usikkerheden spreder sig til arbejdspladsen.

- Der kommer meget negativ snak, fordi vikarerne ikke føler, at de er en del af fællesskabet, før de har fået et brev om, at de nu kan betragte sig som fastansatte. Det kommer til udtryk ved, at folk bliver sure på hinanden, når vi fastansætter nogen – hvorfor blev det dig og ikke mig? Det breder sig til de fastansatte, som kan blive vrede over, at det ikke er deres kammerat, som får en fastansættelse. Og den negative snak er ikke noget, som højner produktiviteten, fastslår han.

Han understreger, at alle vikarer er ansat på industriens overenskomst, som de fastansatte. Det betyder, at de får den samme løn og det samme arbejdstøj, som de fastansatte.

- Men når du har arbejdet her i mere end et år uden at blive fastansat, så føler du dig ikke velkommen. Du er bare en brik, som kan være ude i morgen. Jeg mener, at det er skandaløst, at nogen må arbejde sådan i dagens Danmark, siger Thomas Fischer.

KRAV PÅ HURTIG AFKLARING

Han er derfor tilfreds med, at Siemens Wind Power nu er ved at kigge på vikarer med mere end et års anciennitet og vurdere, om de skal fastansættes. Siemens Wind Power i Aalborg har i dag 505 vikarer.

Om Siemens Wind Power A/S

Siemens Wind Power A/S er en international virksomhed under den tyske Siemens AG koncern. Virksomheden udvikler, producerer og servicerer vindmøller og vindemølleparker. Siemens AG opkøbte i 2004 den danske vindmølleproducent Bonus Energy med cirka 750 medarbejdere. I dag har virksomheden cirka 7.800 ansatte i Danmark.

(April 2015)

Og aftalen er på sigt, at alle vikarer med en anciennitet på over et halvt år skal screenes for at vurdere, om de skal fastansættes.

- Det tager mellem tre og seks måneder at sidemandsoplære en ny vingemand. Så må det også være mere end rimeligt, at virksomheden efter et halvt år skal vurdere, om folk har hænderne skruet rigtigt på og kan fastsættes, eller om de ikke kan bruges, mener han.

På den lange bane mener Thomas Fischer ikke, at virksomheden igen vil komme i en situation, hvor der skal ansættes så mange vikarer.

- Principielt ønsker jeg ikke at have ansat vikarer i ledige job fremover, og jeg tror heller ikke, at det er noget, som vi kommer til at bruge i så stort omfang i fremtiden. Men hvis vi pludseligt oplever et boom i ordretilgangen, som vi gjorde i 2014, så er det fair nok, at man tager nogle vikarer ind midlertidigt. Men de skal have en hurtig afklaring på, om de kan bruges eller ej, fastslår han.

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?