Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Simpel strategi tilbageerobrer vigtige pladser i bestyrelsen

Sådan kom de tillidsvalgte hos Siemens Gamesa Renewable Energy med en simpel strategi fuldtalligt tilbage i bestyrelsen efter et sviende nederlag fire år tidligere.

Det gik galt forrige gang, der var valgt til bestyrelsen i Siemens Gamesa Renewable Energy.

Da stemmerne var talt op, havde de organiserede medarbejdere mistet en repræsentant i bestyrelsen, og en leder havde fået en af de to pladser til medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer.

Det var ikke, fordi engagementet manglede, eller fordi de ikke kunne stille kandidater nok. Tværtimod. Der havde været alt for mange kandidater, og de tillidsvalgte havde været alt for ustrukturerede gennem valgprocessen, måtte de bagefter erkende.

”Vi havde ikke koordineret noget, så folk stillede bare op på må og få. Vi havde alt for mange på valglisten, og så bliver stemmerne spredt så meget, at kun én fik nok stemmer til at få en plads i bestyrelsen,” fortæller Jens Jørgen Sørensen, koordinerende tillidsrepræsentant hos Siemsen Gamesa Renewable Energy og medlem af Dansk Metal.

 

EN LÆRESTREG

Det var lidt af en lærestreg, så ved det valg, som netop er overstået, var der bedre styr på tingene.

De tillidsvalgte på Siemens Gamesa Renewable Energys fire lokationer i Aalborg, Esbjerg, Brande og Vejle var enige om en simpel strategi:  Der skulle vælges nogle få kandidater til valglisten, der skulle gøres reklame for valget og kandidaterne, og så skulle det gøres tydeligt for kollegerne, at det var vigtigt at stemme på en tillidsvalgt. 

I god tid inden valget mødtes tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepæsentanter på tværs af de fire lokationer for at afgøre, hvem der skulle på stemmesedlen. Og igen var engagementet stort.

”Vi spurgte, hvem der godt kunne tænke sig at stille op, og mindst 20 rakte hånden i vejret. Så vi måtte sige, at så mange skulle vi ikke stille op. Derfor afholdt vi en direkte afstemning, og dem som fik flest stemmer blev vores seks kandidater,” fortæller Jens Jørgen Sørensen. 

Til mødet havde de også inviteret lokale fagforeninger og en repræsentant fra CO-industri for at få input udefra om ordningen med medarbejderrepræsentanter og støtte til kampagnearbejdet.

 

BRED REPRÆSENTATION

I valgprocessen  blev der lagt vægt på, at alle fire lokationer var repræsenteret på stemmesedlen. 

”Og så ville vi meget gerne have kandidater fra både produktionen og administrationen,” tilføjer Camilla Bach.

Sammen med Mads Bang Pedersen, som er tillidsrepræsentant for 3F’erne i produktionen i Aalborg skal hun de næste fire år arbejde i Seimens Gamesa Renewable Energys bestyrelse i Danmark. Selv er hun medlem af HK Privat, arbejdsmiljørepræsentant og arbejder til daglig i virksomhedens administration i Vejle. 

Inden valget var hun sammen med de andre kandidater rundt på de forskellige lokationer for at gøre opmærksom på selve valget og på sig selv.
De fik hjælp af deres faglige organisationer til at lave roll ups og en pjece om valget og kandidaterne.

Strategien

Valgstrategien på Siemens Gamesa Renewable Energy:

  • Vælg få kandidater, der repræsenterer hele virksomheden.
     
  • Kommunikation, kommunikation, kommunikation. Sørg for at alle kender til valget, ved at det betyder noget at stemme, og at alle kender til de rigtige kandidater.
     
  • Understreg at det er vigtigt at sætte sit kryds ved en tillidsvalgt fra et forbund under Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
     

”Jeg havde også fået lavet mine egne flyers, hvor jeg fortalte, hvem jeg er, og hvad jeg vil i bestyrelsen. Og så var det bare ud i kantinerne og hen til kaffemaskinerne for at snakke med folk og opfordre dem til at stemme. Det var en virkelig god oplevelse, og kollegerne var meget interesserede,” fortæller Camilla Bach.

 

VÆLG EN TILLIDSVALGT

Samtalerne med kollegerne handlede ikke bare om at få dem til at stemme, men også om at gøre dem opmærksomme på, hvor de satte deres kryds.

”I valgkampagnen lagde vi stor vægt på, at det er vigtigt, at det er de tillidsvalgte, som bliver valgt, og ikke bare Peter, selv om han er en flink fyr. De tillidsvalgte har en indsigt og en opbakning, som giver en stærk position i bestyrelsen, og de kan bringe afgørende viden ind på beslutningsbordet, som kan have stor betydning for kollegerne,” forklarer Jens Jørgen Sørensen.

Det var også derfor, at det betød meget at vinde den tabte plads tilbage og få valgt tillidsvalgte til begge suppleantposter.

3 råd

Tre gode råd til en strategi for valg til bestyrelsen fra Camilla og Jens-Jørgen:

  • Sammenhold. Sørg for, at I er enige og står sammen om jeres beslutninger. Og inddrag både tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter. Så står I stærkest.
     
  • Lav en strategi for, hvor mange I vil stille op. Undlad at stille for mange op for at undgå stemmespredning.
     
  • Få hjælp af organisationerne. Opmærksomhed på valget er vigtigt. Ofte vil lokalafdelingerne gerne hjælpe med materialer og tekster.
     

”Den tillidsvalgte, som tidligere sad alene i bestyrelsen, er meget erfaren og dygtig, så vi mærkede ikke, at vi kun var repræsenteret af én mand, men vi vil helst have så meget indflydelse, som vi kan få. To medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer kan forberede sig sammen og støtte hinanden i svære sager,” siger Jens Jørgen Sørensen.

Samtidig påpeger de begge, at når medarbejdersiden er bredt repræsenteret og har en stærk opbakning fra baglandet, så står de også stærkere over for ledelsen og bestyrelsen.

Camilla Bach fik et virkelig godt valg, og nu glæder hun sig til at komme i gang.

”Både Mads og jeg håber, at vi kan få et rigtig godt samarbejde op at køre med alle lokationer. Vi vil gerne ud at høre, hvad der rør sig og så tage det med videre til bestyrelsesbordet,” siger Camilla Bach.

Planen er derfor, at hun og Mads Bang Pedersen fremover skal deltage i de møder, hvor fællestillidsrepræsentanterne fra de forskellige lokationer mødes.

”Det kan give os vigtig indsigt i, hvad der foregår på alle sites. Og så vil vi også gerne have et samarbejde op at køre med arbejdsmiljørepræsentanterne. Vi har et meget tæt samarbejde mellem TR og AMR på Siemens, og det skal vi også bruge i bestyrelsesarbejdet,” fastslår hun.
 

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?