Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

A/S-uddannelse har fået en opdatering – kunne du også bruge en?

Konventums grundforløb for A/S- og APS-bestyrelsesmedlemmer er blevet pudset af, strammet op og moderniseret. Du kan melde dig til forløbet nu, hvis du også trænger til at stå skarpere i din rolle som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem.

Som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem skal du kunne andet og mere end selskabsloven og din tavshedspligt. Du skal også kunne fungere godt sammen med de øvrige bestyrelsesmedlemmer, turde stille de rigtige spørgsmål og ikke mindst kunne være dine kollegers talerør ind til de centrale beslutningstagere.

Konventum har relanceret grunduddannelsen til medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, hvor også emner som trivsel, tillid og samarbejde er på programmet.

”Det handler om, at det arbejde, der foregår i bestyrelsen, også smitter af på kollegerne. Vi ved, at oplevelsen af at have indflydelse er afgørende for et godt psykisk arbejdsmiljø. Derfor er det vigtigt, at de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer både er gode til at samarbejde med ledelsen, og at de kan omsætte arbejdet til kollegerne inden for lovens rammer,” fortæller Annette Collins, ansvarlig udviklingskonsulent på Konventum.

 

DIN EGEN HANDLEPLAN

Som noget nyt skal deltagerne på kurset ”Grundforløb for A/S- og APS-bestyrelsesmedlemmer”  udarbejde deres egen personlige handleplan for deres bestyrelsesarbejde.

”Ved at de selv sætter ord på, hvad de gerne vil opnå med deres arbejde i bestyrelsen, har de en retningslinje og noget at læne sig op ad, når de kommer hjem,” siger hun.

En anden nyskabelse i uddannelsen er mødet med en direktør, hvor kursisterne får ledelsens perspektiv på bestyrelsesarbejdet, og hvor de kan spørge om alt.

Kurset tager udgangspunkt i det kursus, som Konventum tidligere udbød til medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer. Kurset fik stor ros af kursisterne, og en central del af temaerne er fortsat en del af forløbet. Du får altså stadig et godt indblik i bestyrelsens ansvar, pligter og rettigheder samt de grundlæggende principper i selskabslovgivningen og god selskabsledelse. Ligesom du vil få en god grundlæggende forståelse af de strategiske og økonomiske drøftelser i bestyrelsen.

De første forløb af det nye grundforløb blev afholdt i april og maj i år og har fået gode tilbagemeldinger fra deltagerne.

Forløbet består af to moduler a tre dage.

Næste uddannelsesforløb begynder den 21. oktober 2026.

I 2027 udbydes kurset i to omgange med opstart henholdsvis 14. april og 27. oktober.

Læs mere og tilmeld dig her

VIL DU VIDE MERE?