Overenskomst
Se de gældende overenskomster, se hvordan de har udviklet sig gennem tiden og hent inspiration til, hvordan alle fordelene ved overenskomsterne kan bruges i hverdagen på virksomhederne.
Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
ARTIKLER & NYHEDER
TR: Vi skal tænke robotter lidt bredere
”Det er netop sådan noget her, jeg mener,” siger Kim Geer Pedersen og peger på en kollega, der sidder ved en af flere stansemaskiner, som står på en række.
Her tager hun et emne op fra venstre side, sætter det ind i maskinen, trykker en knap ned, tager emnet ud og lægger det i en kasse til højre side. Og sådan har medarbejderne gjort siden 1973.
”Det er meget ensformigt arbejde, hvor min kollega sidder i den samme arbejdsstilling dagen lang. Hvis vi virkelig ville det, så kunne vi godt finde en robotløsning på det,” siger han.
Kim Geer Pedersen er tillidsrepræsentant (DM) på Hosta Industries i Hjallerup. Virksomheden har haft robotter i produktionen de seneste 25 år, og ledelsen er ikke bange for at undersøge nye muligheder. Alligevel synes Kim Geer Pedersen, at det går for langsomt, og det ved hans chef godt.
”Selv om jeg driller min direktør lidt med den manglende udvikling, så er vi en virksomhed, som tænker robotter og teknologiske løsninger ind, så vi kan producere til en pris, som er konkurrencedygtig,” siger han.
BRUG ROBOTTER BREDERE
Kim Geer Pedersen har interesseret sig for robotter i industrien siden sin læretid, hvor han specialiserede sig inden for svejserobotter. Sidste år repræsenterede han medarbejderne, da CO-industri og Dansk Industri debatterede robotter og teknologi på Industripolitisk Årskonference. Han kunne nemlig godt tænke sig, at hans egen og andre virksomheder var lidt mere kreative i forhold til, hvad robotter kan bruges til i industrien.
”Vi har jo haft svejserobotter i mange år – også her på Hosta. Men det er jo i bund og grund bare en robot med et svejsehåndtag på, som man programmerer. Når man tænker på robotter i industrien, er det alt for ofte som en robotarm, der kan flytte et emne derfra og herover. Jeg synes, at vi skal blive bedre til at tænke robotter meget bredere, både i forhold til deres funktion, og hvilke opgaver de skal løse,” siger han.
Som for eksempel med stansemaskinen.
”Når vi taler robotter, så taler vi meget om konkurrencedygtighed, og det er også vigtigt. Men det er også vigtigt, at vi har nogle kolleger, som skal holde længere og længere på arbejdsmarkedet. Derfor er det også nødvendigt at tænke arbejdsmiljø ind i det her,” siger han.
Samtidig peger han på, at robotterne kan hjælpe med at skaffe den kvalificerede arbejdskraft, som så mange virksomheder kalder på.
”Det, der er i dag håndteres af tre mand, kunne måske håndteres af én person og så en robot. Så er der mulighed for at omskole de to andre til et andet arbejde, som kræver specialviden,” foreslår han.
SVÆRT AT FÅ VIDEN
Kim Geer Pedersen erkender dog, at det kan være svært at få inspiration og viden om, hvilke muligheder der er for robotter og automatisering.
Selv følger han med udviklingen gennem sit fagforbund og CO-industri, ligesom han gerne deltager i forskellige arrangementer om teknologi og robotter, som den lokale Metalafdeling og hans forbund står bag.
”Det var også sådan jeg mødte en specialist fra Teknologisk Institut, som kunne fortælle, at der faktisk findes automatiske stansemaskiner, som muligvis kan bruges hos os,” siger han.
Som tillidsrepræsentant synes han, at han er forpligtet til at se på, hvordan virksomheden kan udvikles, så den er konkurrencedygtig.
”Jeg er jo interesseret i, at vi har så sund en forretning som mulig. Tillidsrepræsentantarbejde er mere end at forhandle løn en gang om året. Jo mere konkurrencedygtige vi er, og jo større overskuddet er, jo nemmere har jeg ved at forhandle løn,” påpeger han.
KOLLEGERNE ER BEGEJSTREDE
I modsætning til, hvad man ofte hører, så oplever han ingen frygt for nye maskiner fra kollegernes side. Siden de har fået nye robotmaskiner til kantbukning, har han tværtimod fået flere forslag fra kollegerne til, hvad maskinerne også kunne bruges til.
”De har ingen bekymringer over, at der skulle komme en robot og tage deres arbejde, for de har set hvor stor en gevinst, der er i den anden ende. Der er jo stadig masser af gode opgaver til dem. Vi bliver mere effektive og får faktisk bare mere at lave,” påpeger han og fortæller, at virksomheden over de seneste 10-12 år har fordoblet medarbejderantallet.
Virksomheden har en meget åben dialog om nye tiltag. Hvis Kim eller en af hans kolleger får en rigtig god ide, som kan effektivisere produktionen eller skabe et bedre arbejdsmiljø, så prøver han at undersøge, hvad der er af muligheder, hvad det koster, om det er en økonomisk ansvarlig investering, og om der er ordre til at forsvare indkøbet.
”Jeg får selvfølgelig ikke så gode priser oplyst, som vi kan få i virkeligheden, og jeg har heller ikke hele billedet, som min direktør har, men han plejer at tage varmt imod forslag, og så kan han selv vurdere, om det er en tosset ide eller ej,” siger han.
En kollega har gjort ham opmærksom på, at der er mange tunge løft i den afdeling, som han selv arbejder i, så det næste han skal kigge på er nye måder at løfte tunge emner. Det kunne måske være exoskeletter, som er en slags robotter, der kan tages uden på kroppen og hjælpe med for eksempel tunge løft.
VIL DU VIDE MERE?