Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Trods toldkrig og usikkerhed viser dansk økonomi stor styrke

Der er ingen grund til at bekymre sig over den danske økonomi, når du og din ledelse mødes ved forhandlingsbordet.

De lokale lønforhandlinger står for døren, og som sædvanlig giver arbejdsgiverne og erhvervsorganisationerne udtryk for den store usikkerhed i den globale økonomi.

Usikkerheden ér stor, men faktum er, at dansk økonomi fortsat styrer sikkert igennem stormen.

Trods told, geopolitisk uro og store fyringsrunder i Novo Nordisk er beskæftigelsen fortsat med at stige. Omkring 39.800 flere er kommet i arbejde det seneste år. Det vidner om, at dansk økonomi er både konkurrencedygtig og omstillingsparat.

 

FLERE I BESKÆFTIGELSE

Og trods usikkerheden slår virksomhederne fortsat mange nye stillinger op. Antallet af nyopslåede stillinger er faktisk lidt højere end for et år siden - det peger på fortsat fremgang i beskæftigelsen.

Der er også tegn på bedring i økonomien hos flere af Danmarks vigtigste samhandelslande. Det gælder blandt andet Sverige og Tyskland. Fremgangen i Tyskland vil desuden blive forstærket af store offentlige investeringer, som den tyske regering har planlagt. Det vil også gavne danske eksportvirksomheder.

Samtidig kommer der mere gang i det private forbrug. 

Danskerne får markant flere penge mellem hænderne i år. Dels er elafgiften blevet sat ned til EU’s minimum, ligesom andre afgifter er blevet sænket, og dertil kommer udbetalingen af fødevarechecken. Samtidig er der givet skattelettelser. Og hvis lønstigningerne kan holde den nuværende fart, er der også udsigt til pæne reallønsstigninger. Det kommer alt sammen til at øge det private forbrug.

Der er meget at være bekymret over ude i verden, men det gælder ikke dansk økonomi. Og der sandsynlighed for, at Trump efter midtvejsvalget i 2026 bliver en ”lame duck”, som ikke kan få gennemført noget.

Erik Bjørsted er cheføkonom i CO-industri.

VIL DU VIDE MERE?