Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Uddannelsesnetværk efterlyses

Det kan være svært at trække mange ud af produktionen, fordi de skal uddanne sig, siger tillidsrepræsentant Pia Nielsen og efterlyser et uddannelsesnetværk i Nordjylland.

Pia Nielsen

Navn: Pia Nielsen
Alder: 43 år
Arbejdsplads: Luxaflex Scandinavia i Hornum
Bopæl: Farsø
Uddannelse: Gymnasiet og etårig HH
Fagforbund: 3F
Tillidshverv: Tillidsrepræsentant for godt 120 kolleger på Luxaflex Scandinavia
Familie: Gift og har to drenge på seks og otte år
Fritid: Familien, fodbold på hyggeniveau og Brønbyfan

Et specialkursus i it har været så en stor succes for medarbejderne på gardinfabrikken Luxaflex Scandinavia i Hornum, at tillidsrepræsentant Pia Nielsen nu efterlyser nabovirksomheder, som vil være med i et uddannelsesnetværk.

For selv om virksomheden opfordrer sine medarbejdere til at videre- og efteruddanne sig, så giver det problemer i produktionen at trække mange ud til skræddersyede kurser.

- Vi vil meget gerne have et samarbejde med andre virksomheder i lokalområdet om sådanne kurser. Når vi skal have ni mand afsted på en gang, så er det mange, som skal tages ud af produktionen – faktisk for mange. Det var svært at få det til at hænge sammen for dem, der var tilbage, fortæller Pia Nielsen.

Specialkurset i it blev skræddersyet af Erhvervsskolerne i Aars på baggrund af de ønsker, som Pia Nielsen havde samlet ind blandt sine 120 kolleger. De ni kolleger, som deltog i kurset var meget begejstrede, og der er allerede indløbet ønsker om dansk for tosprogede, engelsk og tysk.

Men for at kollegernes ønsker skal kunne gå i opfyldelse, så skal Luxaflex stille med mindst ni medarbejdere til kurset.

- Min tanke er, at det godt kan være, at der er andre virksomheder i vores lokalområde, som har de samme problemer som os med at trække så mange folk ud af produktionen på samme tid. Og så kunne vi jo lave et netværk, så vi kan opfylde kollegernes behov for uddannelse og samtidig sikre nok arbejdskraft til produktionen. Så bestemmer vi også selv, hvilke kurser vi vil have, og hvornår vi vil have dem, siger hun.

Indtil videre har hun luftet tanken for den lokale 3F-afdeling og VUC, som begge synes, at det er en god ide.

 

ET SPRINGBRÆT

Efter en lidt sløv start er begejstringen for at komme på efteruddannelse støt stigende på gardinfabrikken, hvor den overvejende del af medarbejderne er ufaglærte kvinder.

Luxaflex Scandinavia

Luxaflex Scandinavia producerer gardiner og gardinstænger. Virksomheden blev grundlagt under navnet Kirsch i 1907 i USA.

I 1920 kom Kirsch til Skandinavien, og i 2006 blev virksomheden en del af Hunter Douglas Group. I 2012 skiftede Kirsch navn til Luxaflex Scandinavia.

Virksomheden har en fabrik i Hornum i Nordjylland med 120 timelønnede ansatte. Luxaflex har i alt 250 medarbejdere i Skandinavien og omsætter for cirka 440 millioner kroner.

(September 2015)

- Det var ikke nemt at få dem afsted i første omgang. Men da den første havde været afsted på et kantinekursus og lagde billeder op på facebook og fortalt om sine oplevelser, så blev folk tændte. Og nu har de nærmest ikke uger nok, fortæller Pia Nielsen.

I første omgang har det især været madlavningskurser inden for kantinedrift, som har fanget kvindernes interesse, men Pia Nielsen oplever, at de bløde kurser fungerer som et springbræt for at prøve kræfter med andre typer kurser som truck, regnskab og ledelse.

- Jeg og min tillidsrepræsentantkollega bruger meget tid på at hjælpe vores kolleger med at finde de rigtige kurser. Vi hjælper med det praktiske i forbindelse med at søge kurser, og bagefter hjælper vi dem med at få penge refunderet af IKUF og VEU, fortæller hun.

 

EN GOD INVESTERING

Pia Nielsen mener, at selv om man kun får refunderet 80 procent af sin løn fra IKUF, så er det en god investering.

- Det betyder jo, at vi opkvalificerer os og dermed er med til at bevare vores arbejdsplads, ligesom vi er bedre klædt på til at finde nyt arbejde. Jeg har for eksempel en kollega, som gerne vil have en kontorlæreplads. Hun har taget it på C-niveau gennem IKUF og er nu kvalificeret til at søge praktikplads. Det er altså en stor glæde, når man kan hjælpe sådan en som hende, siger hun.

Men ud over at kollegerne nu kan skrive en stribe kurser på deres CV, så giver det at have været på efteruddannelse også noget andet, oplever Pia Nielsen.

- Der kommer simpelthen en gladere stemning på arbejdspladsen. De folk, som har været afsted sammen, lærer hinanden at kende på en helt anden måde, og det giver mere sammenhold i dagligdagen, fastslår hun.

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.