Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Vi arbejder stadig for et godt samarbejde

Det er nu, du kan indstille din virksomhed, hvis du mener, at I har Danmarks bedste ”samarbejdsplads”. Det gjorde tre tillidsrepræsentanter fra C.C. Jensen, der fik CO-industris Samarbejdspris i 2016.

De er stolte af deres samarbejde på C.C. Jensen i Svendborg. Og stolte af den samarbejdspris, som de i 2016 modtog fra CO-industri. Det er næsten ikke til at overse, når man træder ind i receptionen på virksomheden i det sydfynske industrikvarter. Lige inden for døren hænger diplomet, der dokumenterer, at de kan noget med at arbejde sammen, og på receptionsdisken står bronzestatuetten ”Balance” som et håndgribeligt bevis på, at der på denne arbejdsplads er fokus på arbejdsglæde, tillid og respekt for den enkelte i det daglige samarbejde.

Det var tre tillidsrepræsentanter fra 3F, Dansk Metal og Teknisk Landsforbund, der i fællesskab indstillede C.C. Jensen til CO-industris Samarbejdspris. Og det har de ikke fortrudt.

- Vi er stolte af prisen – derfor står den også lige inden for døren. Vi er jo glade for, at vi har sådan en god arbejdsplads, som vi skal værne om, og det gør vi i hvert fald også. På vores SU-møder taler vi stadig meget om trivsel og psykisk arbejdsmiljø og sørger for at holde det i kort snor. For der vil selvfølgelig altid være lidt, men det går godt, siger Jørgen Hansen, fællestillidsrepræsentant og medlem af Dansk Metal.

Samarbejdsprisen har også været en del af fortællingen om arbejdspladsen, når C.C. Jensen har haft besøg af politikere og LO’s topfolk, ligesom den er med i virksomhedspræsentationen over for skoleklasser og andre, der er interesserede i virksomheden.

- Det har bestemt betydet noget, at vi har fået prisen. Det daglige samarbejde er jo utroligt vigtigt, men der tænker vi nok ikke så meget over, at vi har fået en pris. Det gør os ikke i bedre stand til at samarbejde. Vi har stadig de små kampe i dagligdagen. Så vi arbejder fortsat hen mod mere bæredygtige relationer mellem de forskellige funktioner i virksomheden, så vi har en bedre forståelse af hinanden og de situationer, som vi kommer i, siger Tom Christiansen, tillidsrepræsentant for medlemmer af Teknisk Landsforbund.

 

Utilfredshed

At ikke alt er perfekt blev Kim Mortensen, tillidsrepræsentant og medlem af 3F, konfronteret med, da han blev kontaktet af to kolleger midt under fejringen af samarbejdsprisen, mens alle spiste pølser og hyggede sig.

- De spurgte, om vi virkelig syntes, at det var så godt her, at vi skulle have en pris. Og så kigger man jo lige en ekstra gang, for sådan ser jeg slet ikke på det. Men efter at have trukket vejret dybt ti gange tænkte jeg, at vi er 200 mennesker her, og vi kan ikke alle have den samme indstilling til vores arbejdsplads, fortæller han.

Oplevelsen gjorde ham da også lidt usikker på, om det var rigtigt at indstille arbejdspladsen.

- Jeg blev lidt trist, for jeg synes ærlig talt, at der er fedt her, og vi har en god arbejdsplads. Jeg kommer i 3F og på kurser og hører, hvilke forhold de har andre steder, og jeg oplever, hvordan andre måber over vores forhold. Når jeg tænker det igennem, så var det jo også kun to ud af 200 kolleger i værkstedshallen under fejringen, der var utilfredse, fortsætter han.

De to kollegers reaktion betyder, at han i dag er ekstra opmærksom på, at de gode erfaringer med samarbejde, som de har i hans afdeling, bliver delt til hele virksomheden.

- Den måde, det kører på i vores afdeling, kan vi jo se, virker. Det er vigtigt at være åben og fortælle, hvis der er noget. To af mine kolleger har været rundt i afdelingen og sige: ”Jeg ligger i skilsmisse nu, så hvis jeg har det skidt, så ved I hvorfor.” Og så bliver der ligesom lagt en beskyttende ring rundt om dem. Samtidig er det vigtigt, at alle har nogen at snakke med. Det behøver ikke at være mig som tillidsrepræsentant, men kan også være en anden, som de har tillid til. Det arbejder vi med i samarbejdsudvalget, siger Kim Mortensen.

 

Senioraftaler og nyt blod

Ud over et vedvarende fokus på det psykiske arbejdsmiljø bliver der også diskuteret senioraftaler og ansættelse af nye medarbejdere på samarbejdsudvalgets møder hos C.C. Jensen.

- Et resultat af det gode samarbejde er en høj gennemsnitsalder på 49 år. Det er ledelsen begyndt at have fokus på. For vi er også nødt til at forny os og have noget nyt blod ind i vores virksomhed, siger Tom Christiansen.

Flere af de ældre medarbejdere er i modsætning til tidligere begyndt at vise interesse for seniordage gennem Fritvalgslønkontoen, og C.C. Jensen er gået i spidsen for at skaffe flere lærlinge til metalindustrien i Svendborg for at sikre fremtidig arbejdskraft.

- Vi har en rigtig god arbejdsplads. Og vi havde snakket om at indstille os til samarbejdsprisen i nogle år, inden vi sagde: ”Nu gør vi det.” Vi var godt klar over, at nogle ville sige det modsatte, men hvis der skulle være 100 procent enighed blandt medarbejderne, så var det aldrig blevet til noget. Vi kunne også godt finde på at gøre det igen, når vi kan se, at vi har forbedret os på andre punkter, for vi har ikke fået nok af gode priser, griner Jørgen Hansen.

Så tøv ikke, hvis du mener, at din arbejdsplads er en god kandidat til titlen af Danmarks bedste samarbejdsplads 2018. Send en SMS til 1940 og skriv SAMPRIS, din virksomheds navn plus dit navn. Så kontakter vi dig. Du kan også læse mere om CO-Industris Samarbejdspris og nominere din virksomhed på www.co-industri.dk/samarbejdspris. Husk, det er helt suverænt tillidsrepræsentanterne, der bestemmer, om en virksomhed skal indstilles til samarbejdsprisen.

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?