Overenskomst
Se de gældende overenskomster, se hvordan de har udviklet sig gennem tiden og hent inspiration til, hvordan alle fordelene ved overenskomsterne kan bruges i hverdagen på virksomhederne.
Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
ARTIKLER & NYHEDER
Vi skal arbejde meget mere med lokalaftaler
Han vidste godt, at lokalaftaler er gode og rare at have, men hvor vigtige de er i det daglige arbejde som tillidsrepræsentant, er først nu gået op for Brian Lind Olsen. Han er tillidsrepræsentant på Semvac A/S i Odense og er netop nu i gang med at genforhandle alle virksomhedens lokalaftaler, efter at arbejdsgiveren har opsagt dem.
- Lokalaftalerne er et rigtig godt værktøj, hvis de bruges rigtigt, fordi vi med lokalaftaler har mulighed for at lave aftalerne meget mere konkrete i forhold til overenskomsten. Med lokalaftaler kan vi lave spilleregler, der passer til netop vores arbejdsplads, siger Brian Lind Olsen.
Alder: 40 år til september
Bopæl: Korup ved Odense
Arbejdsplads: SEMVAC A/S, ODENSE
Uddannelse: Slagter og pølsemager
Forbund: Dansk Metal
Tillidshverv: Tillidsrepræsentant, medlem af SU og med i trivselsudvalget ”Sund Semvac”
Familie: Gift og har to drenge på fem og ti år
Fritidsinteresser: Spejder, hobbyslagter og camping
Det, der slår ham mest, er, hvor vide rammerne i industriens overenskomster i virkeligheden er.
- Det har været en lærerig proces, som har gjort mig stærkere som tillidsrepræsentant. Samtidig er jeg også overrasket over, hvor lidt konkret der er i vores overenskomst, og hvor vigtige vores lokalaftaler er, siger han.
Sovepude
Under forhandlingerne har han også opdaget, hvor lidt hans kolleger egentlig vidste om de goder, som de hver dag nyder godt af.
- Jeg tror, at mange tillidsrepræsentanter og chefer bruger lokalaftalerne som sovepuder, der bare er der. Mange af mine kolleger vidste ikke, at deres pauser var til forhandling. De troede, at det bare var noget, som de havde ret til. Og så er det klart, at de bliver sure, når aftalerne blev sagt op, siger han.
Både Brian Lind Olsen og hans kolleger troede nemlig ikke, at arbejdsgiveren bare kunne sige lokalaftalerne op, uden at parterne var enige om nye aftaler. Men de skulle blive klogere. Alle lokalaftaler blev opsagt, og nye blev præsenteret for Brian Lind Olsen til underskrift.
- Vi fik en ny produktionschef, der mente, at vores lokalaftaler var forældede og ikke levede op til nutidige standarder. Det var jeg enig i, men jeg påpegede, at vi havde en løbende måned plus to måneder til at forhandle nye på plads, fortæller han.
Semvac A/S i Odense blev etableret i 1985 og producerer vacuumtoiletsystemer til den internationale jernbanesektor. Virksomheden har 74 medarbejdere, heraf cirka 50 i produktionen.
(September 2016)
Og herefter begyndte en lang forhandling, der ifølge Brian Lind Olsen var kraftigt præget af, at ingen af parterne var ordentligt forberedt på, hvad der skulle ske, og hvordan de kunne nå til enighed. Uenigheden har især stået om fleksibel arbejdstid.
Konflikten nåede så langt, at Dansk Metal, CO-industri og DI måtte ind og mægle. Og parterne blev enige om, at de burde kunne finde en løsning selv. Bagefter fik han en god snak med repræsentanterne fra CO-industri og Dansk Metal og det råd, at han med sine egne ord skulle formulere, hvad det var, medarbejderne havde brug for i aftalen.
Forløsningen kom i form af en aftale om, at den nye lokalaftale om fleksibel arbejdstid er på prøve i tre måneder, hvorefter parterne skal vurdere erfaringerne og eventuelt ændre aftalen.
- Vi havde simpelthen brug for at se, hvordan arbejdsgiveren reelt ville bruge muligheden for fleksibel arbejdstid. Og tidsbegrænsningen gjorde, at vi kunne komme videre med at forhandle indholdet af lokalaftalen, forklarer han.
Flere lokalaftaler
Trods det turbulente forløb, så er han og ledelsen i dag enige om, at de skal arbejde meget mere med lokalaftaler netop for at kunne skabe de optimale spilleregler for virksomheden.
- Alle får noget ud af gode lokalaftaler. De er vigtige for chefen, fordi der er klare aftaler om, hvad hun kan bede folk om, og de er vigtige for medarbejderne, fordi de fortæller, hvordan vi agerer i hverdagen. For lokalaftaler skal jo være noget, som vi synes godt om alle sammen. Jeg kunne måske godt prakke min chef noget på, som hun ikke synes er godt, men det vil bare skabe en dårlig hverdag for os alle sammen, mener Brian Lind Olsen.
Han kunne dog som tillidsrepræsentant godt ønske sig mere uddannelse i at forhandle lokalaftaler og gøre dem mere præcise.
- Et lille ord, der er formuleret forkert, kan jo betyde, at aftalen kan forstås på en helt anden måde end det, der var meningen. Ord som ”bør” og ”under visse omstændigheder” skal slet ikke være i aftalen. Spillereglerne skal ikke være til diskussion, mener han.
Han har selv lagt vejen om ad den lokale Metal-afdeling nærmest en gang om ugen for at diskutere formuleringer og vendinger med dem og hente gode råd til forhandlingerne.
Samtidig kunne han også godt ønske sig et inspirationskatalog over, hvordan en god aftale om for eksempel fleksibel arbejdstid kunne se ud.
- Der er så mange muligheder med lokalaftaler. Spørgsmålet er bare, hvordan man gør det bedst, siger Brian Lind Olsen.
obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.
VIL DU VIDE MERE?