”Vi har en hård, men hjertelig tone. Det vil vi have lov til at have”.

Det er et udsagn, som Annette Riber Madsen fra CO-industri og Helle Niewald fra Dansk Industri har hørt mange gange i løbet af de sidste år, når de har kørt landet rundt for at rådgive virksomheders samarbejdsudvalg om blandt andet trivsel og samarbejde.

”Ved sådan et udsagn sætter vi altid spørgsmålstegn: For er det alle kollegaer, der synes, at tonen er lige hjertelig, eller er der mange, der synes, den er mere hård end hjertelig?”

KRÆNKELSER ER INDIVIDUELLE

I samarbejdet med kollegaer er det vigtigt, at vi har øjnene åbne for forskellige menneskers forskellige måder at opfatte situationer, fortæller Annette Riber Madsen:

”Det er individuelt, hvordan vi oplever situationer. Der er mange handlinger, som kan opfattes som sårende og nedværdigende. Men fælles for alle situationer er, at det er individuelt, hvad vi oplever som krænkende, fordi vi hver især er formet af den kultur, vi er opdraget, uddannet eller før har arbejdet i.”

Når mennesker oplever situationer forskelligt, opstår der ofte miskommunikation, som leder til, at vi ikke griber ind. Men når vi ikke griber ind, kan de ubehagelige situationer eskalere, og det kan føre til mistrivsel og mobning. Vi skal derfor blive bedre til at reagere tidligere, så den potentielle usunde udvikling stopper, fortæller Helle Niewald:

”På arbejdet kan vi opleve, at vi selv eller en kollega får et fur eller bliver latterliggjort på en måde, som måske ikke var helt rimelig, men hvor vi alle sammen kommer til at grine, selv om vi efterfølgende godt kan se, at den, det gik ud over, måske ikke grinede lige så meget, som vi andre gjorde. Ofte sker der ikke mere end det, og situationen italesættes ikke. Men hvis det sker ofte, kan situationerne sætte sig som noget mere alvorligt – enten som en konflikt eller noget, der sætter sig i maven, gør ondt og vokser sig meget større hos den, det er gået ud over. Det er det, vi skal blive bedre til at stoppe. Det kan vi for eksempel gøre ved at huske, at vi gerne må gå tilbage til en fuser: Hvis det var en anden, der begik handlingen, kan vi spørge om at få uddybet hensigten, og hvis det er os selv, kan vi blive bedre til at sige undskyld”.

DE SEKS VIDNETYPER

Det er her, at vidnetyperne kommer ind i billedet. Vidnetyperne er et værktøj, som skal gøre os opmærksomme på vores egen og andres ageren, så vi kan blive bedre til at gribe ind, når vi oplever en ubehagelig situation, hvor et menneske bliver krænket.

For når der opstår konflikter eller krænkende handlinger på en arbejdsplads, er der ofte vidner til stede. Vidnerne er oftest kollegaer, men det kan også være en leder.

Ud fra devisen om, at ”hvis vi kan spotte dem, kan vi også gøre noget ved dem”, har forskere i Skandinavien udviklet de seks vidnetyper. Vidnetyperne har til hensigt at gøre os opmærksomme på forskellige måder at reagere i uhensigtsmæssige situationer på for eksempel arbejdspladsen, så vi kan blive bedre til at gribe ind i ordentlig tid og dermed deeskalere en given situation.

INDRE UNDSKYLDNINGER FORHINDRER INDGRIBEN

Vidnetyperne skal bruges til at skabe en ”grib ind”-kultur, for når vi bliver opmærksomme på vores handlemønstre, kan vi også bedre ændre dem.

Det betyder blandt andet, at vidnetyperne ikke er statiske, og at mennesker i forskellige situationer derfor kan agere som alle seks typer af vidner.

Når vi oplever konflikter eller andre ubehagelige situationer på arbejdspladsen, er der alligevel rigtig mange, der typisk finder sig selv i rollen som sympatisør eller passiv – to typer, som ikke handler eller siger fra.

Det skyldes, at det kan føles enormt svært at gribe ind. Når mennesker oplever ubehagelige situationer på for eksempel arbejdspladsen, opstår der typisk indre automatundskyldninger, som fortæller os, hvorfor det lige præcis ikke er os selv, som har pligt til at reagere, forklarer Helle Niewald:

”Det kan være, at man simpelthen ikke ved, hvad man konkret skal gøre i situationen og samtidig tænker, at man måske gør mere skade end gavn ved at bryde ind. Det kan også være, at man tænker, at man simpelthen ikke kan tillade sig at blande sig, fordi den krænkede nok gerne selv vil løse konflikten, eller at man tænker, at der er nogle, der har tættere relationer til de involverede og derfor bedre kan gå ind i konflikten. Derudover kan det også være, at man som udenforstående simpelthen blot tænker, at det ikke er ens ansvar, fordi ingen kan forvente, at andre løser deres problemer.”

VI MÅ GERNE BLANDE OS

Selv om det som udenforstående kan være svært at gribe ind, er det vigtigt, at vi gør et forsøg. Forskning viser nemlig, at vidners ageren kan afgøre, hvordan situationen udvikler sig: Hvis der gribes ind aktivt i stedet for at blive tiet stille, kan det medvirke til, at en konflikt eller en enkeltstående krænkende handling ikke udvikler sig til mobning.

Det betyder samtidig, at en passiv ageren kan være medvirkende til, at en gammel og usund kultur får lov at leve videre, fortsætter Helle Niewald:

”Når man agerer som den passive, så accepterer man stiltiende og støtter op om den kultur, der allerede er. Kultur avler kultur, og hvis det er okay at tale på en given og ubehagelig måde til hinanden i ét tilfælde, hvor ingen siger noget, så kan man selv eller andre kollegaer også gøre det i andre situationer. Så ved at være passiv, så støtter vi op om den kultur, der hersker, fordi vi accepterer den i fuld åbenhed.”

Så selv om det er helt naturligt at opleve automatundskyldningerne komme frem i hovedet, når vi overværer en konflikt mellem andre mennesker, er det vigtigt, at vi bliver bevidste om dem og arbejder mod dem. Det er netop den bevidsthed, som på sigt kan få os til at træde i karakter og handle på nye måder, fortæller Annette Riber Madsen:

”Når vi oplever spørgsmålene poppe op i hovedet med ’Skal jeg gribe ind? Skal jeg lade være? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre…’, bliver vi bevidste om vores handlemønstre. Jo bedre vi lærer vores reaktioner og automatundskyldninger at kende, jo bedre bliver vi også til at ændre vores adfærd og dermed handle og reagere aktivt på den måde, vi egentlig gerne vil.”

SMÅ RINGE I VANDET

Indgriben spreder sig som små ringe i vandet, for når andre mennesker ser os reagere, vil de også være mere tilbøjelige til at gøre det selv næste gang, fortæller Helle Niewald:

”Når vi ser andre gribe ind over for ubehagelige situationer, så spejler vi os selv, og vi bliver mere tilbøjelige til selv at gøre noget, hvis vi oplever et menneske, der bliver krænket på et andet tidspunkt. Så vi hjælper også hinanden ved at gribe ind, når vi oplever noget, der ikke er okay.”

Vigtigheden i at blande sig og reagere er ikke til at tage fejl af, afslutter Annette Riber Madsen:

”Det handler om at få skabt en kultur, hvor det er trygt at gribe ind og have en dialog om problemet. For forskning peger entydigt på, at jo bedre vi er til at gribe ind i de små situationer, jo færre konflikter opstår der. Jo færre får stress, jo færre mistrives og jo færre melder sig syge. Så vi skal sætte ind, mens situationerne ikke er større, end at vi kan overskue det. Jo før vi får grebet ind, jo hurtigere er de at lukke for alle parter.”