Nogle lærlinge kommer ind ad døren som bulderbasser med fuld fart frem og vil bevise alt på én gang. Andre mister hurtigt fodfæstet, hvis presset virker for stort.

Kim Jensen fanger med det samme, om han står over for en lærling, der skal holdes lidt igen, eller om han møder en, der har brug for et lavere tempo.

Som svend og arbejdsmiljørepræsentant i lærlingeafdelingen hos Baettr gennem to årtier, har Kim Jensen mødt spændet massevis af gange. Og erfaringen har lært ham én ting: Man skal forstå lærlingene, før man finder ud af, hvordan man bedst lærer dem om både faget og det gode arbejdsmiljø. 

Kim Jensen har været ansat ved Baettr i over 20 år samlet set. I dag er han svend og arbejdsmiljørepræsentant for afdelingens ti lærlinge, hvor halvdelen er voksenlærlinge.

Gustav Dorow Nørbygaard har været lærling hos Kim i over tre år. I følge den unge lærling er Kim sjov og spas. Men ikke kun: "Kim er altid åben for at hjælpe én. Hvis man har en svær tid, kan man altid sige det til ham, og så får man måske knap så svære opgaver. Så hvis man tænker for meget på det derhjemme, så har han ikke noget problem med, at man får nogle lidt lettere opgaver, så man ikke stresser så meget."

"For Kim har sikkerhed altid været en topprioritet. Han vil altid sikre, at vi lærlinge aldrig kommer noget til, og måske er det derfor, at han i starten kan virke lidt hård. Efter noget tid bliver han mere og mere sikker på, at vi tænker på sikkerheden, og så bliver han mere large, fordi han ved, at han godt kan gå fra os, uden at vi skærer hånden af os selv," fortæller lærlingen Gustav Dorow Nørbygaard.

På Baettr laver de støbejernsemner til vindmølleindustrien - fra mindre emner på tre-fire tons til 30 ton.

Selv om Kim tidligere har presset sine lærlinge for at gøre dem så dygtige som overhovedet muligt, er der noget, som i dag er endnu vigtigere for ham: "Det vigtigste er, at lærlingene har det godt. De skal nok opleve rigeligt med udfordringer undervejs i deres uddannelse, men det er vigtigt, at det ikke er os svende eller arbejdsmiljørepræsentanter, som skaber problemerne.”

DE HELT UNGE LÆRNINGE

Når Kim Jensen arbejder med lærlinge, deler han dem typisk op i to kategorier: de helt unge og de lidt ældre. Umiddelbart er forskellen defineret af alder, men for Kim er det lærlingenes behov, der ofte er forskellige: 

“Der er stor forskel på, hvad der hjælper de helt unge lærlinge og de lidt ældre i forhold til at blive dygtigere, og derfor er det vigtigt, at jeg tilpasser min tilgang til dem frem for at behandle dem ens.” 

For Kim Jensen er der nogle særlige karakteristika ved de unge lærlinge, som kommer i lære lige efter folkeskolen: 

”De vil jo meget gerne vise, hvad de kan – der er fuld fart på, og det er fedt. Men jeg er nødt til at få dem til at falde lidt ned og ikke lave alle mulige overilede ting. Det er vigtigt for dem at vise, at de kan arbejde hurtigt, og at de kan få tingene til at ske. Ofte er jeg nødt til at være sådan: ’Slap nu lige lidt af, vi skal også have gjort det sikkert’.” 

Lærlingenes attitude har indflydelse på den måde, som Kim Jensen taler til og generelt tilgår dem på:

”De fleste af dem kan jeg godt tale ret skrapt til, for de kan godt tåle det. Nogle gange skal de holdes i ørerne, og samtidig kan jeg godt pace dem lidt frem.”

DE LIDT ÆLDRE LÆRLINGE

Med de lidt ældre lærlinge er sagen en anden:

”Flere af de lidt ældre har forskellige bogstavkombinationer, som kan være sværere at håndtere, så der er det vigtigt, at vi ser grundigt på hver enkelt lærling. Typisk skal jeg ikke hæve stemmen, og jeg skal snakke meget, meget pænt til dem, for ellers går de hjem.” 

Men ifølge Kim Jensen skal man ikke tage fejl af de lidt ældre lærlinge: 

”Hvor de helt unge fiser rundt, så går de lidt ældre nogle gange langsommere til værks, og så kan det se sløvt ud og ligne, at der aldrig kommer til at ske noget. Men hold kæft, de kan have nogle gode hoveder, være smadderdygtige og fange det hele lynhurtigt. Man skal passe på, at man ikke tager fejl af folk, fordi man får et forkert førstehåndsindtryk.”

DE DÅRLIGE ÅR

I dag beskriver Kim Jensens lærlinge ham som både humoristisk, varm og som en, der kan se lige igennem dem, når de har det svært. Men ifølge Kim Jensen selv har tidligere tiders lærlinge ikke mødt samme vellidte svend og arbejdsmiljørepræsentant: 

”Da jeg var herude som svend i starten, var jeg alt for streng. Det var et hårdt miljø dengang, og jeg var god til at råbe og skrige. Jeg kunne godt genkende mig selv i noget af det, jeg så i fjernsynet (programmet ”Bare en lortelærling” på DR, red.). Jeg er virkelig flov over mange af de ting, jeg har lavet, og hvordan jeg har behandlet lærlingene.” 

Men for omkring ti år siden skete der en række vendepunkter for Kim Jensen:

”En lærling gav mig en kæmpe skideballe, og den blev jeg jo nødt til at tage til mig, fordi jeg ikke havde lyst til at blive set på som en tyran. Der var også en anden lærling, som helt roligt fortalte mig, at jeg var nødt til at snakke på en anden måde, fordi tonen generelt var for hård, og jeg bandede og svovlede for meget.”

Gennem opsangene og reaktionerne fra lærlingene fik Kim Jensen øjnene op for, at det vigtigste hverken er faget eller virksomheden, men i stedet lærlingenes ve og vel: 

”Jeg havde en kvindelig lærling dengang. En dag, hvor det gik for langsomt, så var jeg sådan: ’Nu må du fandeme edderhyleme til at komme i gang’. Lige pludselig stod hun og græd nede i det ene hjørne, fordi hun åbenbart havde kæresteproblemer. Der tænkte jeg: ’Arh o.k., nu må jeg sgu også lige tage mig lidt sammen - det betyder nok heller ikke så meget, at det her ikke bliver færdigt’. For det var jo aldrig meningen, at hun skulle stå og græde.”

DE GODE ÅR

Når Kim Jensen skal beskrive sig selv i dag, er han langt mere afslappet end tidligere. Det har blandt andet ført til en erkendelse: 

”Det vigtigste er, at lærlingene har det godt. De skal nok opleve rigeligt med udfordringer undervejs i deres uddannelse, men det er vigtigt, at det ikke er os svende eller arbejdsmiljørepræsentanter, som skaber problemerne.” 

Ifølge Kim Jensen får afdelingen lige så meget – hvis ikke mere – ud af lærlingene, når de bliver behandlet ordentligt. Derfor har han også et råd til andre arbejdsmiljørepræsentanter: 

”Opfør jer ordentligt. Det kan give mening at være hård og kontant, hvis man vil presse sine lærlinge og få det bedste frem i dem – men kun hvis de har psyken til det. Ellers bliver hverdagen et helvede for både lærlingen og den svend, der ender med at gå rundt og være gal. Det lille udbytte er ikke det værd. Om de får 12, 7, 10 eller 4 i karakter kan jo være lige meget et eller andet sted. Det handler mere om, at mennesket bag har det godt.”