Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Behov for særlig opmærksomhed på kvinders arbejdsmiljø

Et dårligt arbejdsmiljø rammer kvinder hårdt

Smerter i kroppen og dårligt psykisk arbejdsmiljø rammer tilsyneladende kvinder hårdere end mænd. Det viser erfaringerne fra Arbejdsmedicinsk klinik på Aarhus Universitetshospital.

80 procent af de patienter, som kommer til klinikken med stress eller andre psykiske lidelser, er kvinder, mens der er en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder, når det handler om smerter i muskler og led.

Til gengæld er der større risiko for, at kvinderne må forlade arbejdsmarkedet på grund af deres smerter. Det fortæller Ane Marie Thulstrup, ledende overlæge på arbejdsmedicinsk klinik på Aarhus Universitetshospital, som i september gav et indblik i kvinders arbejdsmiljø set fra hendes vinkel.

Det skete på en konference om kvinders arbejdsmiljø før, nu og fremover arrangeret af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

- Når vi ser på patienter, der kommer til os med ondt i ryggen, kan vi se, at kvinder har 25 procent større risiko for at ryge ud af arbejdsmarkedet end mænd. Og vi ved ikke hvorfor, siger hun.

 

Kvinder har flere smerter
Erfaringerne er, at når kvinderne kommer til klinikken har de ofte flere smerter i bevægeapparatet end mændene.

- Men det er svært at sammenligne de to køn, fordi de laver forskellige ting på arbejdsmarkedet, forklarer Ane Marie Thulstrup.

En tidligere undersøgelse af maleres arbejdsforhold kan dog kaste lidt lys over problemerne. Malerne udførte det samme arbejde og var derfor udsat for den samme belastning i løbet af arbejdsdagen. Men det viste sig, at kvinderne skulle bruge 30 procent flere kræfter på opgaven.

- Det skyldes sandsynligvis, at de ikke er så høje, og at mændene er fysisk større. Samtidig ser vi ofte, at akkorderne er lavet til mænd. Derfor er det primært forebyggelse, som vi skal have fat i for at forhindre, at kvinderne bliver skubbet ud af arbejdsmarkedet på grund af smerter i bevægeapperatet, siger hun.

 

Kvinder dobbeltjobber
Ser man på det psykiske arbejdsmiljø, udgør kvinder hele 80 procent af patienterne på arbejdsmedicinsk klinik. De bliver henvist med stress og andre psykiske lidelser, uden at der er nogen tydelig forklaring på hvorfor.

En undersøgelse af de kvindelige og mandlige ledere på Volvofabrikkerne viser dog, at kvinders stresshormon stiger, når de kommer hjem fra arbejde, mens niveauet falder hos mændene.

- Så der er noget om, at kvinder fortsat har en del dobbeltarbejde med job både ude og hjemme, siger Ane Marie Thulstrup.

Hun peger på, at en af årsagerne på de manglende forklaringer er, at kvinders arbejde ofte underestimeres. For eksempel bliver kvinders og mænds arbejde med rengøring uden forbehold sammenlignet, men ofte er det mændene, der kører maskinerne eller henter og bringer ting, mens kvinderne udfører den fysiske rengøring.

- Når deres arbejdsgener bliver gjort op, vil kvinder melde flere smerter i muskler og skelet og dermed fremstå svagere end mændene, uden at man får med, at kvinderne har mere bevægelse, påpeger hun.

Ane Marie Thulstrup mener derfor, at der skal mere fokus på kønnet i forskningen, hvis man skal blive bedre til at forebygge arbejdsskader.

 

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?