Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

CSR kan give ESU et fælles sprog

CSR-politikken kan være den faglige løftestang, som giver ESU et fælles sprog på tværs af landegrænser og faglige kulturer. Kom og hør mere på ESU-konferencen den 15. maj i Middelfart.

Corporate Social Responsibility (CSR) – eller på dansk: virksomhedens sociale ansvar – kan hjælpe med at løfte arbejdet i det europæiske samarbejdsudvalg (ESU). Det mener Jesper Dragsbæk, der er projektkonsulent på Konventum.

Han skal på ESU-konferencen, der er arrangeret af CO-industri og tre andre karteller, holde oplæg om, hvordan koncernens CSR-politik kan bruges i ESU. Konferencen bliver holdt den 15. maj i Middelfart.

- Det smarte ved CSR i en international sammenhæng er, at det ikke bygger på lokale overenskomster og lovgivning, hvor det kan være svært at komme ud over uoverensstemmelser mellem de forskellige lande og kulturer i koncernen. Her har vi nogle internationale retningslinjer, som virksomheden har lavet for hele koncernen, som kan gå på tværs af landegrænser og med en ramme, som man i det faglige arbejde kan tale ud fra, siger Jesper Dragsbæk.

Derfor handler det om, at medarbejderrepræsentanterne i ESU bliver klædt på til at arbejde med CSR, så de forstår, hvad CSR er, og hvordan de kan bruge det aktivt i det faglige arbejde. Første skridt er at blive fortrolig med de fire søjler, som FN bygger Global Compact-principperne på – nemlig menneskerettigheder, miljø, antikorruption og ikke mindst arbejdstagerrettigheder.

- Med arbejdstagerrettighederne har vi virkelig en faglig løftestang, fordi virksomhederne forpligter sig til at overholde konventionerne, påpeger han.

 

CSR på spil

På ESU-konferencen vil deltagerne få mulighed for at prøve CSR-spillet, som er et brætspil udviklet af CO-industri og Konventum. Spillet giver deltagerne et indblik i, hvad CSR er, hvordan det kan bruges, og hvilke mekanismer der på spil, når CSR-politikken udarbejdes og fungerer.

- Det er i sidste ende virksomhederne, der tager beslutningen om CSR, men de skal lytte til deres interessenter, og det er medarbejderne jo i høj grad. Det overrasker nogle gange tillidsrepræsentanterne, fordi det ofte virker som noget, der kommer ovenfra. Men det er utroligt vigtigt, at centrale interessenter bringes ind og får mulighed for at få indflydelse og være med til at definere CSR-politikken. For det er der, hvor vi skal hen. Medarbejderne skal være interessenter, der er med til at præge og definere politikken, fastslår Jesper Dragsbæk.

Især er det vigtigt, at medarbejderrepræsentanterne er med til at definere virksomhedens code of conduct, som er et forpligtende papir, der tydeligt beskriver, hvordan virksomheden aktivt vil arbejde for at fremme de rettigheder, som virksomheden har valgt at forpligte sig på i sin CSR-politik, i dagligdagen.

- Når medarbejderrepræsentanterne har været med til at definere CSR-politikken og code of conduct, har de en grundig viden om, hvad der præcist står i papirerne, og kan derfor nemmere kontrollere, om virksomheden lever op til sine egne løfter. Sker det ikke, er det også forholdsvis nemt at gå til ledelsen og sige: ”Vi overholder ikke den politik, som vi selv har været med til at udarbejde om arbejdstagerrettigheder”, siger han.

 

CSR som fast punkt i ESU

På den måde kan CSR-politikken blandt andet bruges til at bekæmpe international konkurrence, når den sker på unfair vilkår, ved, at man kan løfte forholdene i andre lande, påpeger han.

Derfor kan CSR være et godt værktøj til ESU-arbejdet, hvis det bliver et punkt på hvert ESU-møde, hvor man laver en status på CSR og gennemgår de punkter, som koncernen har valgt til sin CSR-rapport, og ser på, hvordan det ser ud i de forskellige lande. Dermed vil det også være muligt at teste, om CSR-politikken bliver gjort til praksis.

- For det handler ikke om, at virksomheden udarbejder en CSR-politik og erklærer, at den gerne vil være god. Det helt centrale ligger i, hvordan der arbejdes med at nå mål, som CSR-politikken giver udtryk for. Og her bliver vi nødt til at have medarbejderrepræsentanterne til at komme ind over i forhold til at lave status på, hvorvidt koncernen når målene, fastslår Jesper Dragsbæk.

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?