Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
ARTIKLER & NYHEDER
Det er rigtig sjovt
Dorthe Kragh
12. januar 2015
Det kræver omstillingsparthed at være ansat i en virksomhed, hvor iværksætterånden hersker, og hvor produkterne konstant er under udvikling. Men det er også rigtig sjovt, fastslår Søren Helding Madsen.
- Det er sjovt at være et sted, hvor man kan mærke, at vi er fremadbrusende, hvor ordrerne vælter ind, og hvor man vil være større og bedre. Vi bygger jo ikke til lager. Når vi er færdige med en robot, bliver den pakket direkte ned i en papkasse og hentet af fragtmanden med det samme, fortæller han.
Søren Helding Madsen er tillidsrepræsentant på Universal Robots i Odense. Han har været ansat i to år og er en af ”de gamle” i virksomheden, som han selv siger. Universal Robots er nemlig en relativ ny virksomhed.
Selve ideen til robotarmene, som er forholdsvis billige og nemme at montere og bruge, opstod i 2003, og i 2008 blev robotarmene sat i produktion. Siden er det gået stærkt. I 2009 var der fem ansatte, og ved udgangen af 2014 var de 126-128 medarbejdere. Et helt præcist tal kan han ikke give.
- For det går så stærkt lige nu, siger han.
Faktisk går det så stærkt, at virksomhedens mål er at nå en omsætning på en milliard kroner i 2017.
Et mål, som Søren Helding Madsen er helt sikker på, at de nok skal nå.
Navn: Søren Helding Madsen
Alder: 35 år
Arbejdsplads: Universal Robots i Odense
Bopæl: Langeskov
Fagforbund: 3F
Uddannelse: Lærer
Tillidshverv: Tillidsrepræsentant for 32 kolleger i produktionen. Heraf er 11 vikarer.
Familie: Kæreste og tre børn på fem år, to år og nul år.
Fritidsinteresser: Spiller fodbold, går på jagt og står på ski.
E-mail: 3F@universal-robots.com
MEDARBEJDERENE ER EN DEL AF UDVIKLINGEN
Medarbejderne spiller en vigtig rolle for Universals Robots succes. De er nemlig i det daglige arbejde med til at udvikle, forbedre og teste nye tiltag.
- For at være ansat skal du være rimeligt hurtig til at omstille dig. Vi skal altid please markedet, og vi skulle helst levere i går. Som vores chef siger, så skal vi være i en liga for os selv, og så må de andre ligge under os. Det betyder, at vi til tider kan være ret pressede. Der skal hurtigt omstilles til nye ting, fordi der sker små ændringer af robotterne hele tiden. De fleste synes, at det er rigtig sjovt, fordi det kræver, at vi er lidt skarpere hele tiden, forklarer han.
Universal Robots har en såkaldt PTA-afdeling, som løbende arbejder på at udvikle og forbedre produktet. Typisk finder de på en forbedring inde i robotarmen, og så bliver medarbejdere fra produktionen hentet ind for at teste, om det fungerer.
Men medarbejderne i produktionen kan også selv komme med forslag til forbedringer.
- Vi kan sagtens sige, at det her ikke er rigtig godt designmæssigt, og så kigger PTA på det. Det er en levende proces mellem udviklingsafdelingen og produktionen, fortæller han.
Universal Robots i Odense udvikler og sælger lette og relativt billige industrirobotter. Ideen til robotterne opstod i 2003, og i 2008 startede virksomheden en produktion af robotarme. I 2009 var der fem medarbejdere. I dag er virksomheden vokset til cirka 126 medarbejdere.
(Januar 2015)
OBS PÅ TEMPOET
Ledelsens kæphest er åben dialog, og det præger samarbejdet i dagligdagen. Derfor har Søren Helding Madsen heller ikke oplevet de helt store problemer som tillidsrepræsentant, siden han blev valgt i august 2014.
- Det er jo ikke så svært at være tillidsrepræsentant, så længe det går fremad, og det, jeg skal forhandle med ledelsen om, er flere goder til kollegerne i stedet for at afvæbne fyringer, siger han.
Det høje tempo i virksomheden kræver dog, at han hele tiden er opmærksom på, om kollegerne husker at holde fri, når nu mulighederne for at tage overarbejde konstant er til stede.
- Alle vil gerne give den en skalle, og jeg har da haft fat i et par stykker for at minde dem om at holde fri, siger han.
Den massive ordretilgang har også betydet, at der i øjeblikket er ansat en del vikarer i virksomheden.
- De skal selvfølgelig have de samme rettigheder som os fastansatte. Og vi arbejder på at få dem fastansat, hvilket virksomheden har været meget lydhør over for, fortæller han.
Søren Helding Madsen er oprindeligt uddannet lærer, og han oplever, at en del af lærerfagets kompetencer giver ham en fordel, når han skal tale med både ledelse og kolleger.
- Jeg er vant til at tale med mennesker ... til først at lytte til problemerne og så agere bagefter. Det er en stor hjælp som tillidsrepræsentant, siger han.
Men han skal ikke tilbage til katederet.
- Nej, jeg bliver ved robotterne. Vi har et rigtig godt fællesskab, og når man har det sådan med sit job, som jeg har, så er der ingen grund til at vende tilbage til lærerfaget, fastslår Søren Helding Madsen.
obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.
VIL DU VIDE MERE?