Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Dine fordele som organiseret arbejdsmiljørepræsentant

Med OK25 får arbejdsmiljørepræsentanter, som er organiserede, et vederlag på 9.000 kroner om året. Det er en markant medlemsfordel. Men der er flere grunde til at være medlem af en overenskomstbærende fagforening.

Et mangeårigt stort medlemsønske bliver en realitet, hvis OK25-forliget bliver stemt hjem.

Industriens topforhandlere fra CO-industri, Claus Jensen og Mads Andersen, landede med OK25-aftalen i søndags en aftale om, at arbejdsmiljørepræsentanter tildeles et vederlag på 9.000 kroner om året for deres indsats for kollegernes sundhed og sikkerhed.

Det er vel at mærke kun arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af et af CO-industris ni medlemsforbund, som efter OK25-aftalen får vederlaget.

Det er en nyskabende og markant medlemsfordel, der dermed kommer ind i industriens overenskomster.

Vederlaget betales af virksomhederne, men kommer til udbetaling fra CO-industri / medlemsforbundene.

Vederlaget er dog ikke den eneste grund til, at det er en god idé at være organiseret som arbejdsmiljørepræsentant.

 

RET TIL UDDANNELSE

Der er mange andre fordele.

Blandt andet kan organiserede arbejdsmiljørepræsentanter få relevant uddannelse gennem deres fagforbund. Det er kurser med høj kvalitet, som giver arbejdsmiljørepræsentanterne stærke redskaber til at forbedre arbejdsmiljøet til glæde for kolleger og virksomhed.

Ved overenskomstfornyelsen i 2020 blev det sikret, at arbejdsmiljørepræsentanter får den fornødne frihed til at deltage i relevante arbejdsmiljøkurser gennem deres forbund. Kurserne er gratis og er med til at styrke arbejdsmiljøindsatsen på virksomheden og sikre kollegerne et bedre arbejdsmiljø.

Forbundskurserne er en markant forskel i forhold til kun at have den lovpligtige tredages arbejdsmiljøuddannelse.

Forbundene har også ansatte med en særlig arbejdsmiljøekspertise inden for de brancher, hvor deres medlemmer arbejder. Det kommer selvfølgelig også de organiserede arbejdsmiljørepræsentanter til gode.

Derudover er det fagforbundene, der gennem overenskomsterne har sikret, at arbejdsmiljørepræsentanterne har en særlig beskyttelse i forhold til afskedigelse.

 

BFA INDUSTRI FLYTTER ARBEJDSMILJØET

En anden væsentlig type aktør på arbejdsmiljøområdet er branchefællesskaberne for arbejdsmiljø. Her er det de etablerede parter på arbejdsmarkedet, som står bag. På industriområdet er det BFA Industri, som tegnes af CO-industri og seks fagforbund samt fire arbejdsgiverorganisationer heriblandt DI. 

BFA Industri har stor indflydelse på arbejdsmiljøet i industrien ved at bidrage til arbejdsmiljølovgivning, udarbejdelse af vejledninger og gennem gratis konsulentbesøg på virksomhederne.

BFA Industri holder også det årlige Arbejdsmiljø Topmøde, der senest samlede over 1.000 ledere og arbejdsmiljørepræsentanter i oktober 2024. Branchefællesskabet står også bag de populære Arbejdsmiljø Roadshow, som kommer rundt i hele Danmark i januar og februar. Både topmødet og roadshowet er gratis at deltage i.

13 rigtige

Sådan hjælper forbund og CO-industri med arbejdsmiljø.

  1. Besøger virksomheder og vejleder i gode arbejdsmiljøløsninger
  2. Holder informationsmøder om bedre arbejdsmiljø sammen med ledere og arbejdsgivere
  3. Samarbejder med Arbejdstilsynet om udarbejdelse af nye arbejdsmiljøregler
  4. Påvirker politikerne til at lave bedst mulig arbejdsmiljølovgivning
  5. Påvirker EU til at lave gode og høje minimusstandarder for at sikre et ordentligt arbejdsmiljø og at ingen europæiske lande kan lave social dumping
  6. Udgiver vejledninger til forskellige arbejdsmiljøspørgsmål
  7. Uddanner arbejdsmiljørepræsentanter – ikke kun på lovpligtige kurser – men også på udvidede kurser
  8. Svarer på konkrete spørgsmål om ventilation, maskiner, kemi og meget andet
  9. Fører fagretlige sager, hvis arbejdsgiverne ikke vil løse problemer med dårligt arbejdsmiljø
  10. Står bag overenskomsterne, der blandt andet giver udvidet beskyttelse til arbejdsmiljørepræsentanter, så de ikke uden videre kan fyres
  11. Sidder i råd, nævn og udvalg hvor for eksempel listen over anerkendte arbejdsbetingede lidelser fastlægges
  12. Fører arbejdsskadesager – gratis – for medlemmerne
  13. Har en arbejdsmiljøkonsulentordning sammen med blandt andre arbejdsgiverne i DI
     

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?