Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Du står stærkt, men noget er forandret

Tillidsrepræsentanterne på de danske arbejdspladser har fortsat en nøglerolle. Indflydelsen er stor, og samarbejdet er stærkt. Men du har også fået flere udfordringer.

I mere end 125 år har tillidsrepræsentanter været en hjørnesten i den danske model. De har været bindeleddet mellem ledelse og medarbejdere, kolleger og fagforening. De har siddet ved forhandlingsbordet – og de har stået op for kollegerne, når de har brug for støtte.

Den tillidsvalgte anno 2024

Undersøgelsen er gennemført af FAOS ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet, i 2024. Den bygger på omfattende spørgeskemadata fra mere end 19.000 deltagere – herunder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, lønmodtagere og ledere – på både det offentlige og private arbejdsmarked.

Se hele undersøgelsen på FAOS' hjemmeside

Sådan er det i høj grad stadig, viser FAOS’s store undersøgelse om tillidsrepræsentanter. Undersøgelsen er foretaget i 2024, og er fremlagt i september i år.

 

STOR OPBAKNING FRA KOLLEGERNE

Det daglige samarbejde med kollegerne er stadig en kerneopgave, og fire ud af fem tillidsrepræsentanter oplever, at de har et godt kendskab til kollegernes ønsker og behov, og næsten tre ud af fire synes, at de har kollegernes opbakning, når der skal forhandles.

Det er til trods for, at kontakten ikke er lige så formaliseret som tidligere. Antallet af klubber på arbejdspladserne er faldet markant siden 1998, og mange tillidsrepræsentanter oplever, at det er blevet sværere at samle kollegerne. Dengang var der klubber på hver anden arbejdsplads med en tillidsrepræsentant. Det er faldet til 37 procent i 2024.

Travlhed, skiftende arbejdstider og nye produktionsformer betyder, at fællesskabet i højere grad holdes i live gennem uformelle samtaler og digitale platforme.

 

FAGLIGT FÆLLESSKAB UNDER PRES

Men ikke mindst er opbakningen til det faglige fællesskab faldet. Hvor næsten tre ud af fire tillidsrepræsentanter i 1998 stod i et fuldt organiseret fællesskab, er det i dag under en femtedel.

Det påvirker blandt andet forhandlingerne med ledelsen. Næsten hver tredje tillidsrepræsentant oplever, at uorganiserede kolleger vanskeliggør forhandlingerne, fordi det bliver sværere at koordinere krav og stå samlet. Og opbakningen til tillidsrepræsentanten er da også en del større, når der ikke er uorganiserede på arbejdspladsen. 

Nøgletal

Her kan du se nogle nøgletal fra FAOS-undersøgelsen.

👍87 % er tilfredse eller meget tilfredse med deres tillidshverv
👍80 % ønsker at blive genvalgt
👍85 % af TR’erne opfatter samarbejdet med ledelsen præget af gensidig tillid
👍77 % føler sig klædt på til forhandling
👍90 % har adgang til uddannelse, som de har brug for
👍83 % mener, de har et godt indblik i kollegernes ønsker til deres løn og arbejdsvilkår
👎82 % af TR’erne har gule eller uorganiserede på arbejdspladsen (i 1998 var det 27 % og i 2010 var det 61 %)
👎31 % er helt eller delvist enige i, at de savner argumenter i organiseringsindsatsen
👎Kun 9 % finder det ikke svært at finde en afløser, hvis de stopper på posten
 

Samtidig viser FAOS’ undersøgelse, at mange tillidsrepræsentanter oplever, at samtalen om faglig organisering er blevet vanskeligere.

16 procent synes, det er ubehageligt at spørge kolleger, om de er medlem af en fagforening, og næsten hver tredje savner argumenter for at tage samtalen. Flere beskriver det som et følsomt emne, hvor man let føler, at man overskrider en grænse – især over for yngre eller nyansatte kolleger.

 

SAMARBEJDET MED LEDELSEN STÅR STÆRKT

Men selv om fællesskabet blandt kolleger har forandret sig, står tillidsrepræsentanten stadig stærkt i relationen til ledelsen.

71 procent af tillidsrepræsentanterne synes, at de har et godt eller meget godt samarbejde med ledelsen, mens 20 procent betragter det som nogenlunde. Det er altså meget få, der har et dårligt eller manglende samarbejde.

Det taler I om

Disse emner er dem, I taler mest med ledelsen og kollegerne om:

  • Løn
  • Stress, tidspres og trivsel
  • Arbejdstid
  • Seniorordninger
  • Sygefravær og arbejdsskader
  • Efter- og videreuddannelse

Tilfredsheden med samarbejdet er endnu højere den anden vej rundt. Otte ud af 10 ledere er tilfredse eller meget tilfredse med samarbejdet, og tilfredsheden blandt lederne er steget markant siden 2010.

Samtidig er den gensidige tillid også helt i top.

Den tillid mærkes i hverdagen. I løbet af et år har 72 procent af tillidsrepræsentanterne løst en konflikt lokalt, uden at sagen er blevet sendt videre i systemet.

 

ROLLEN HAR UDVIKLET SIG

Samtidig har opgaverne flyttet sig markant og også indflydelsen. I dag er tillidsrepræsentanten ikke kun forhandler, men også sparringspartner i spørgsmål om trivsel, arbejdstid, kompetenceudvikling og virksomhedens udvikling.

Heldigvis synes over 70 procent af tillidsrepræsentanter, at de er godt klædt på til forhandlinger. Dog savnede en del tillidsrepræsentanter indsigt i virksomhedens økonomi i forbindelse med lønforhandlinger, da FAOS’ undersøgelse blev foretaget i 2024. 

Ligner du de andre?

Ifølge FAOS’ undersøgelse ser en gennemsnitlig tillidsrepræsentant sådan her ud:

  • 52 år
  • 9 år som TR
  • Repræsenterer 85 kolleger
  • Har været ansat på virksomheden i 15 år
  • Vil gerne genvælges
     

I den forbindelse er det værd at hæfte sig ved, at tillidsrepræsentanterne ved OK23 fik nye værktøjer til at få indsigt i virksomhedernes økonomiske forhold.

 

HVEM TAGER OVER?

De mange opgaver og forhandlinger kræver både erfaring og overblik – og netop erfaring er der meget af blandt tillidsrepræsentanterne.

De har i gennemsnit siddet på posten i ni år og er 52 år gamle. Men mange tillidsrepræsentanter nærmer sig også pensionsalderen. Det rejser spørgsmålet om, hvem der skal tage over, når de mest erfarne siger stop. Kun ni procent mener ikke, at det bliver svært for dem at finde deres afløser, hvis de stopper på posten. Og andelen af yngre tillidsrepræsentanter er faldende.

Heldigvis vil de fleste tillidsrepræsentanter gerne fortsætte på posten. Otte ud af 10 vil gerne genvælges, og 87 procent af jer er tilfredse eller meget tilfredse med at være i rollen.

VIL DU VIDE MERE?