Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
ARTIKLER & NYHEDER
Langsom nedtrapning med seniorordning
Mandag, tirsdag, onsdag og torsdag står Ernst Sørensen op og tager på arbejde som altmuligmand på 2E Ellgaard Equipment i Rødkærsbro i Midtjylland. Fredag står den på støvsugning, oprydning og tøjvask i hjemmet, så weekenden er fri til at kunne nydes med hustruen og måske en tur ud i det blå.
Siden sommeren 2013 har 62-årige Ernst Sørensen været på seniorordning, hvilket betyder, at han arbejder ugens første fire dage og holder fri i tre dage. En ordning, der passer ham perfekt.
- Det er en fantastisk ordning, som jeg vil anbefale til enhver tid, siger han.
Han har valgt at benytte sig af seniorordningen af flere forskellige grunde, men primært for at passe på sig selv, så han kan klare flere år på arbejdsmarkedet, og for at gøre overgangen til pensionistlivet lidt mindre drastisk.
- Min plan er at vænne min krop til at være væk fra arbejdsmarkedet. Hvis jeg skulle gå fra fuld gas til 0 timer, ville det være en alt for stor omstilling, forklarer han.
Han er medlem af Dansk El-Forbund og læste om seniorordningen i sit fagblad.
- Måden, man kan finansiere sin seniorordning på, tiltalte mig. I stedet for at få indbetalt penge på min pensionsopsparing, får jeg dem nu udbetalt som løn. Det betyder, at jeg ikke længere indbetaler så meget til min pensionsopsparing, men det gør mig ikke nervøs. Jeg kommer fra en familie, hvor vi er vant til at undvære, hvis vi ikke har råd til tingene. Derfor har jeg valgt, at jeg hellere vil passe på min krop, siger Ernst Sørensen, som har arbejdet siden han var 16 år.
Mange kilo om dagen
Hans job er primært at sørge for, at kollegerne har de kabelmængder, som de har brug for. Det betyder, at han hver dag løfter kabelruller, der kan veje alt fra næsten ingenting op til 30-40 kilo.
- Det bliver til mange kilo om dagen, og det kan mærkes, selv om jeg sørger for at holde kroppen i form ved træning i fitnesscenter, siger han.
Hans arbejdsplads havde allerede en lokalaftale om seniorordninger, da Ernst Sørensen viste interesse for den, så aftalen kom på plads uden problemer.
- Min værkfører sagde: ”Er det det, du vil, så er det det, vi gør”. Siden er der flere af mine kolleger, som er kommet på samme ordning, så man kan godt sige, at jeg har været forgangsmand, fortæller han.
Ernst Sørensen har ikke nogen plan for, hvor længe han vil fortsætte med at arbejde.
- Så længe kroppen ikke protesterer, og virksomheden fortsat har behov, så bliver jeg ved. Der er jo også den skattefri bonus, som man får for at udsætte efterlønsudbetalingen, men det er nu ikke så meget på grund af den. Hvis mit job forsvinder, så gider jeg dog ikke mere, fastslår Ernst Sørensen.
obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.
VIL DU VIDE MERE?