Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
ARTIKLER & NYHEDER
Medindflydelse er med til at holde sygefraværet nede
Med et rutineret greb om rattet bakker Gunner Mortensen sin gaffeltruck på plads, så den holder front mod reolen, og med stor præcision hæver han gaflen og griber fat i den tøndegriber, som står på øverste hylde. Tøndegriberen sænkes ned til en af de røde tønder, som står på en palle på gulvet, og på få sekunder er tønden med hydraulikolie løftet op og sikkert placeret oven på det opsamlingskar, som tønden skal transporteres på.
”Jeg er rigtig glad for tøndegriberen. Før skulle jeg trække tønden over på transportpallen, og det er ikke godt for kroppen, fordi du ligesom laver et vrid i ryggen. Jeg havde set sådan en før, da jeg arbejdede som fragtmand, og foreslog, at vi skulle have en, så vi sikkert kan transportere olie til produktionen,” forklarer han.
Tøndegriberen er et eksempel på, hvordan medarbejderne på Svendborg Brakes er involveret i at forebygge arbejdsskader og sygdom. Gunner Mortensen fandt frem til den rigtige tøndegriber sammen med sin arbejdsmiljørepræsentant Jens Nyholm.
POSITIVT AT BLIVE HØRT
Det er ikke den første arbejdsmiljøudfordring, som de to har løst i fællesskab. Sammen fandt de også frem til, hvordan Gunner sikkert kan transportere bremseskiver fra en kasse til en anden.
”Ved en sikkerhedsrundering på lageret lagde jeg mærke til, at bremseskiver på op mod 280 kilo blev løftet ved hjælp af nogle stropper og en gaffeltruck. Det burde kunne gøres bedre, og jeg fik en snak med Gunner om, hvad vi kunne gøre. Vi gik på nettet og fandt så frem til det her løfteåg, som er meget mere sikkert,” fortæller Jens Nyholm, som er medlem af 3F.
Selv havde Gunner Mortensen aldrig tænkt over, at der med den tidligere metode var risiko for, at han kunne tabe bremseskiven over sig, men han er glad for sit nye værktøj.
”Det var positivt at være med til at finde frem til den rigtige løsning. Det fungerer hammergodt. Jeg skal lige ind i rytmen, men så kører det også,” siger han.
KOLLEGERNE VED BEDST
For Jens Nyholm er det afgørende, at kollegerne på lageret er involveret i forbedringer af deres arbejdsmiljø.
”Jeg får jo den bedste information fra dem, som skal bruge værktøjet. Og jeg tror, at det er guld værd at involvere folk på en ordentlig måde. Så er de lidt mere åbne for at tage positivt imod de forskellige tiltag, selv om de måske er lidt mere besværlige,” siger han.
Svendborg Brakes i Vejstrup på Fyn producerer blandt andet bremser til vindmøller, minedrift og elevatorer.
Der er 141 ansatte på virksomheden.
Virksomheden blev grundlagt i 1884 som Svendborg Maskinfabrik. I 1989 begyndte virksomheden at producere skivebremser og skiftede i den anledning navn.
Svendborg Brakes er i dag en del af den amerikanske koncern Altra Motion.
Lige i øjeblikket handler det om at finde den rigtige kniv til arbejdet på lageret. En kollega skar sig på en af de traditionelle hobbyknive, og arbejdsmiljøorganisationen besluttede derfor at undersøge andre muligheder. En gruppe bestående af medarbejdere og arbejdsmiljørepræsentanter fandt frem til et alternativ. I det næste halve år skal medarbejderne teste kniven, men det sker ikke uden modstand.
”Det er svært at vænne sig til nyt. Man skulle nogle gange tro, at den hobbykniv var deres kæreste eje. De fleste er dog positive,” fortæller Jens Nyholm.
Alle medarbejdere skal nu tilkalde en arbejdsmiljørepræsentant eller en teamleder, hvis de støder på en type emballage, som forsøgskniven ikke kan klare. Så bliver der taget et billede af emballagen, og leverandøren bliver kontaktet for at finde en løsning. Indtil der er fundet en holdbar løsning, kan medarbejderne få udleveret en hobbykniv og en sikkerhedshandske til den specifikke opgave.
”Kollegerne kommer med tilbagemeldinger, og det er konstruktive tilbagemeldinger – både positive og negative. Det er dejligt, at oplevelsen ikke bare er, at vi skal have de her knive, fordi ledelsen siger det, men fordi det er en god idé. Jeg tror, det er, fordi vi har gjort et stort stykke arbejde med at informere og oplyse og endda set film om, hvordan kniven bruges,” siger han.
HØJST TO PROCENT SYGEFRAVÆR
Svendborg Brakes har en målsætning om, at sygefraværet ikke må være højere end to procent i gennemsnit. Sidste år var gennemsnittet på 1,68 procent. Under normale omstændigheder sniger gennemsnittet sig kun over to procent i influenzasæsonen, mens det under coronapandemien har ligget et godt stykke under gennemsnit også i de kolde efterårsmåneder.
”For arbejdsmiljøorganisationen er gennemsnittet på to procent en effektiv måde at holde øje med sygefraværet på. Det betyder, at vi hele tiden har fokus på, om der er noget, som vi kan gøre anderledes. Og for os medarbejdere viser det, at virksomheden tager sit ansvar på sig om at have nogle sunde og glade medarbejdere,” siger Jens Nyholm.
Nogle af årsagerne til det lave sygefravær er ifølge Jens Nyholm, at arbejdsmiljørepræsentanterne sjældent får nej til investeringer i arbejdsmiljøet og ikke mindst, at de får den tid, de skal bruge, til at snakke med kollegerne.
”For mig er det grundlæggende i arbejdet som arbejdsmiljørepræsentant, at man har fingeren på pulsen og er god til at informere sine kolleger. Det handler om åbenhed og tillid ikke kun fra ledelsen, men også fra kollegerne. Du skal jo håndhæve en masse miljøregler, men du skal også være kollega med dine kolleger. Jeg kommer meget rundt på lageret og føler, at jeg kender mine kolleger så godt, at jeg kan se, hvis nogen en dag går for sig selv og virker lidt trist. Så spørger jeg ind og er villig til at bruge tiden til at lytte og eventuelt hjælpe videre. Jeg er af den overbevisning, at med dialog så kommer vi længst,” fastslår han.
obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.
VIL DU VIDE MERE?