Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Nu kan vi se fidusen

Lean har givet bedre trivsel, mindre stress og højere produktivitet på pladeværkstedet, mener tillidsrepræsentant Michael Eriksson.

Selv om de ikke var begejstrede for planerne om lean, så er et leanprojekt på pladeværkstedet hos bilforhandler Andersen & Martini i Greve endt med at være en succes for smedene.

Lean-projektet har nemlig ikke bare skåret kraftigt ned på spildtiden og øget produktiviteten markant, det har også givet bedre trivsel og mindre stress blandt pladesmedene.

- Det har været en succes for os på gulvet, selv om vi i første omgang ikke rigtig kunne se fidusen. Vi havde prøvet det så mange gange før og tænkte, at det handlede om, at vi endnu en gang skulle rydde op på værkstedet, og så ville der ikke ske så meget mere, fortæller Michael Eriksson, som er medlem af Dansk Metal og tillidsrepræsentant for 14 pladesmede og to lærlinge hos Andersen & Martini i Greve.

Men denne gang blev opgaven pakket anderledes ind, og medarbejderne blev fra første færd inddraget i arbejdet. Michael Eriksson er medlem af leangruppen, der står for planlægningen af lean-projektet, mens kollegerne har været med til at komme med ideer til, hvordan arbejdsprocesserne kan gøres mere strømlinede.

 

MICHEALS HJØRNE SOM STANDARD

Michael Eriksson lagde arbejdsplads til første skridt mod en mere lean arbejdsdag. Hans hjørne af værkstedet blev ryddet op, alt overflødigt værktøj blev smidt ud, og det tilbageværende værktøj fik sin faste plads, som er markeret med et billede.

- Det var svært. Ingen håndværker smider værktøj ud. Man ved jo aldrig, hvornår man får brug for det. Men alt, som jeg ikke bruger, blev smidt ud, og det gav meget mere plads, fortæller han.

Og med hans hjørne som standard blev der i to dage bragt orden på de øvrige pladser. Samtidig blev virksomhedens computersystem opdateret, så kommunikationen mellem pladesmedene og reservedelslageret og malerne er blevet forbedret.

- Nu kan vi se, hvornår delene bliver leveret i stedet for at skulle rende ned på reservedelslageret og spørge, lige som vi kan se, hvornår vi får en bil fra malerværkstedet. Det har sparet os masser af tid. Vi er blevet langt mere produktive og kan bruge tiden på at lave biler i stedet alt muligt andet, fortæller han.

 

OVERBLIK OVER DAGEN

Men det er ikke kun arbejdsgiveren, som kan glæde sig over, at pladesmeden får mere arbejde fra hænderne, for pladesmedene oplever også, at arbejdsdagen er blevet mindre stresset.

- Nu kan vi følge bilerne og ved, hvornår vi kan forvente dem. På den måde kan vi bedre forberede os, og personligt har det gjort det meget nemmere for mig. Nogle af kollegerne siger også, at de ikke stresser så meget mere, forklarer han.

Hver fredag er det standard, at alle rydder op.

- Før havde alle deres ting forskellige steder. Nu er der gået lidt sport i at have orden på sin arbejdsplads og styr på det område, som man har ansvar for. Det betyder også, at det er blevet meget nemmere at gå ind og erstatte en kollega, hvis han er syg. Vi ved, hvor værktøjet er og skal ikke bruge tid på at lede, siger Michael Eriksson.

Efter succesen på pladeværkstedet skal lean nu bredes ud til de andre afdelinger af Andersen & Martini, og borgmesteren i Greve har endda kigget forbi for at se, om kommunen kunne lære noget af smedenes effektiviseringsprojekt.

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?