EU-Kommissionen forlanger, at medlemslandene skal sikre, at lønmodtagerne i deres lande har en ”fair mindsteløn”. EU fastsætter ikke et konkret beløb eller et bestemt mål, men mindstelønnen skal have et passende niveau i forhold til blandt andet de gennemsnitlige lønninger i landet samt leveomkostningerne. Alligevel sætter EU, at et eksempel på et mål om mindstelønnen kan være på 60 procent af medianlønnen. Det vil dog ikke løfte lønnen i Syd- og Østeuropa. Den vil til gengæld blive hævet massivt i Irland, Tyskland og Belgien. EU-Kommissionen er da også gået væk fra det som en egentlig fast model, og formuleringerne er derfor noget mere luftige.

Det korte svar er nej. Ifølge EU-traktaten er det et suverænt anliggende for de enkelte medlemsstater. I Danmark er der bred enighed om, at det fremgår klart af artikel 153, stk. 5 i traktaten, som udelukker EU fra at blande sig i de enkelte landes lønfastsættelse. Det understøtter en række domme fra EU-Domstolen også. Synspunktet i Danmark deles af en række arbejdsmarkeds- og EU-eksperter – blandt andet professor dr.jur. Jens Kristiansen, Københavns Universitet, som har undersøgt sagen grundigt for CO-industri.

Det er hele fagbevægelsen, arbejdsgiverorganisationerne og fra det yderste højre til det yderste venstre i Folketinget med undtagelse af Radikale Venstre.

Fordi det er et angreb på vores mere end 120 år gamle danske model, hvor lønnen forhandles mellem arbejdsgivere og lønmodtagere uden politisk indblanding. Det er vores danske overenskomstmodel, som har bevist sin tydelige styrke. EU-Kommissionen fremhæver da også i bemærkningerne til sit direktivforslag, at lønmodtagerne i lande som Danmark med et stærkt overenskomstsystem har de bedste lønninger.

I lande med en politisk bestemt mindsteløn er de generelle løn- og arbejdsvilkår ringere, og fagforeningerne står langt svagere. Det, der skulle være en mindsteløn, bliver ofte til en maksimumløn, som er gældende for mange.

I Tyskland, som mange af os ellers nok betragter som et ganske velstående land, er udviklingen virkelig gået i den gale retning i de seneste år. De har haft politisk bestemt mindsteløn i seks år. Den ligger i dag på 11.787 kroner om måneden og er stagneret. Mange tyskere må nu have to job for at klare sig, og der er en stigende gruppe af ”working poor”. Det er opstået, efter at organiseringen i fagforeninger har været for nedadgående og dermed også styrken til at indgå kollektive overenskomster.

Der har kun været nogle få tydelige stemmer for kommissionens indblanding i danske – og andre EU-landes – lønforhold. Det er Radikale Venstre samt de to gule organisationer Kristelig Fagbevægelse (Krifa) og ASE. Til trods for, at de radikale plejer at lytte på eksperter, fejer de i denne sag for eksempel juraprofessor Jens Kristiansens ord af bordet og tror ikke, at det vil true den danske model.

Hos Krifa og ASE ser man dette som en kærkommen mulighed for at få svækket den danske model, hvor de etablerede fagforbund og arbejdsgiverorganisationer sætter rammerne for løn- og arbejdsvilkår på baggrund af deres medlemmers ønsker, hvilket gør de gule til ubetydelige spillere på det danske arbejdsmarked uden indflydelse og holder deres forretning nede.

Desuden har Stine Bosse, der er landsformand for Europabevægelsen, støttet direktivet om EU-minimumsløn. Hun har imidlertid ikke opbakning i Europabevægelsen og har derfor måttet tale på egne vegne.

Nej. Den danske fagbevægelse vil med glæde hjælpe lønmodtagerne i Syd-, Øst- og Centraleuropa med at få bedre løn- og arbejdsvilkår. Men vi vil hjælpe med det, der virker – nemlig overenskomster og organisering i fagforeninger. 

Fagforeningerne i Danmark og andre lande med høj organisering og stærke overenskomstsystemer bruger mange kræfter på at hjælpe kollegerne i andre lande med at rykke deres arbejdsmarkedsmodel tættere på vores danske model. Det kræver tid, men er langt mere effektivt end snuptagsløsninger, som skader mere end de gavner i det lange løb.

Fra dansk side har vi været solidariske med de lønmodtagere i Europa, som har haft brug for en hjælpende hånd. For eksempel gennem solidaritetsarbejde ved at kæmpe for bedre arbejdsmiljøregler på EU-niveau og ved at arbejde for europæiske ID-kort på arbejdspladser for at sikre fair vilkår på arbejdspladsen. Samtidig har dansk fagbevægelse opfordret både EU og regeringerne til ikke at begå samme fejl som under finanskrisen, hvor EU’s økonomiske pakker var med til at svække arbejdsmarkedets parter i Sydeuropa.

Hvis vi et øjeblik forestiller os, at EU-Kommissionens forslag faktisk ville hæve lønningerne nævneværdigt i visse lande, så ville det alligevel ikke gøre noget ved løndumping i Danmark. Forskellen på lønnen for en bygningsarbejder i Letland til overenskomstmæssig løn i Danmark vil alligevel være så stor, at det kan være attraktivt at arbejde i Danmark på en underbetaling. 

I Danmark har vi redskaber til at forhindre snyd og underbetaling af udenlandske kolleger. 

Det er korrekt, at EU-Kommissionen lægger op til, at lande, hvor mindst 70 procent af lønmodtagerne er omfattet af kollektive aftaler, ikke behøver at indføre en lovregulering af mindstelønnen. 

Det er bare yderst tvivlsomt, om den undtagelse holder i retten. Al praksis viser nemlig, at EU-Domstolen underkender disse undtagelser. Sporene skræmmer - for eksempel, når det gælder EU-lovgivning om arbejdstid. Hvis bare én lønmodtager uden overenskomst i Danmark rejser en sag, er det yderst tvivlsomt, om Danmark kan undgå at blive omfattet af reglerne for mindsteløn. Det er vurderingen fra blandt andet juraprofessor Jens Kristiansen fra Københavns Universitet. EU-Domstolen vælger nemlig i sådanne sager at lægge vægt på ensretning af landenes systemer.

Desuden vil det være sådan, at indholdet i direktivet altid kan ændres, når det først er vedtaget, og det vil blot kræve 50 procent af stemmerne i Europa-Parlamentet og et kvalificeret flertal i Rådet. Dermed står garantierne over for Danmark svagt. I den sammenhæng er det også vigtigt at bemærke, at indholdet af et direktiv kan blive vurderet anderledes om for eksempel fem eller 10 år.

Alt i alt betyder det, at styrken af de garantier, der gives nu, bliver sværere at opretholde med årene.

EU-Kommissionens forslag sendes nu videre til politisk behandling i Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Her skal Danmark forsøge at få opbakning til at forhindre forslaget.

Direktivforslaget er endnu ikke sat på dagsordenen i Parlamentet og Rådet. Men Ministerrådets juridiske tjeneste er på dansk foranledning i gang med at gennemgå forslagets juridiske holdbarhed og forventes at komme med sin vurdering inden årets udgang.

I Folketingets Europaudvalg har der samlet sig et bredt flertal for at aflevere et ”gult kort” til EU-Kommissionen. Det er en nødbremse, som de nationale parlamenter kan trække i, hvis de mener, at kommissionen er trådt uden for sine beføjelser og har foreslået noget, som bedre kunne håndteres af landene selv.

Hvis mindst en tredjedel af landene trækker det gule kort, skal EU-Kommissionen genoverveje sit forslag.

Hvis direktivet i sidste ende vedtages, har medlemslandene to år til at få det implementeret i den nationale lovgivning.