Overenskomst
Se de gældende overenskomster, se hvordan de har udviklet sig gennem tiden og hent inspiration til, hvordan alle fordelene ved overenskomsterne kan bruges i hverdagen på virksomhederne.
Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
ARTIKLER & NYHEDER
Samarbejdsprisen: De var med i opløbet i år
Samarbejdet er rigtig godt på mange virksomheder. Det viser alle de gode indstillinger til CO-industris Samarbejdspris, som CO-industri modtager fra tillidsrepræsentanter over hele landet.
Det er derfor ikke nogen nem opgave for dommerpanelet, når det skal finde den virksomhed, som skal modtage prisen. I år var der for første gang hele fire virksomheder, som på hver deres måde udmærkede sig ved at have et særligt godt samarbejde.
Der er ikke en facitliste for, hvad der kan sikre en virksomhed prisen som Danmarks bedste ”Samarbejdsplads”. Nogle år fremhæver en virksomhed sig ved, at medarbejderne og ledelsen har taget særlige initiativer i forhold til samarbejdet. Andre år kan det være et langt sejt træk, der har forbedret samarbejdet, der træder frem.
Til CO-industris Samarbejdspris 2024 blev der i det store og tætte felt valgt fire virksomheder, som udgjorde opløbet. Ud over GPV International A/S i Aars var det:
DEIF A/S
DEIF A/S I Skive blev indstillet af 3F-tillidsrepræsentant Erik Brogaard med opbakning fra hans Metal-kollega Anny Poulsen.
Virksomheden har bygget og indrettet en ny fabrik i umiddelbar forbindelse med den gamle fabrik. Medarbejderne har været involveret hele vejen igennem og har blandt andet været med til at indrette deres egne arbejdsstationer, så de fungerer optimalt.
Tillidsrepræsentanter og ledelse betegner det selv om den største forandringsproces i DEIFs historie. Og målsætningen har været, at alle skulle være med til at klippe snoren til den nye fabrik, når den åbnede. Den målsætning har de nået.
Etableringen af fabrikken har medført øget automatisering og introduktion af robotter som kolleger. Det er gjort, uden at arbejdspladser er gået tabt, og medarbejderne er blevet uddannet til at håndtere de nye opgaver gennem intern uddannelse.
Virksomheden har haft stor fokus på kommunikation og information, hvilket tillidsrepræsentanterne fremhæver har været med til at sikre trygheden og engagementet.
En af de største udfordringer i processen har været omlægning af arbejdstiden, sådan at halvdelen af medarbejderne fremover arbejder om dagen, mens den anden halvdel arbejder om aftenen.
Tillidsrepræsentanterne var inddraget i hele processen lige fra planlægningen af de nye tiltag til implementeringen.
Virksomheden valgte at melde beslutning om omlægningen ud i meget god tid inden realiseringen af den nye arbejdstid. Ledelse og tillidsrepræsentanter har brugt meget tid på at forklare hvorfor, og der har været meget dialog med især de medarbejdere, som skulle arbejde på aftenhold.
For at skabe bedre kendskab til hinanden på tværs af virksomheden har de indført en stafet, hvor hver afdeling bliver præsenteret, og kollegerne har mulighed for at stille spørgsmål til dem.
De har skabt et seniornetværk for medarbejdere over 60 år, hvor de kan mødes og diskutere forskellige ting som pensionsalder, mulighed for at blive på arbejdsmarkedet og pensionisttilværelsen.
DEIF A/S udvikler og producerer styrings- og instrumenteringsløsninger til brug inden for energiproduktion og på marine- og offshore-området.
Energinet
Energinet i Fredericia blev indstillet af Nicki Bramsen, som er tillidsrepræsentant for medlemmer af Teknisk Landsforbund på vegne af alle tillidsrepræsentanter i virksomheden.
Energinet er i løbet af de seneste år vokset voldsomt. I løbet af et år er antallet af medarbejdere vokset med 25 procent. Der er en god fælles forståelse i både ledelse og blandt medarbejderrepræsentanter om, at det er det gode, tætte og tillidsfulde samarbejde, der især er med til at sikre, at organisationen står godt i de mange forandringer og evner at tage imod de nye medarbejdere på en inkluderende og ensartet måde. Det har skabt tryghed for både de nye og de gamle medarbejdere.
Samarbejdsudvalget er enig om, at det er vigtigt at have fokus på virksomhedens kultur, når der kommer så mange nye medarbejdere i et hastigt tempo.
Alle nye ledere kommer på et uddannelsesprogram, hvor første modul er personaleledelse, Energinets værdier og ledelsesgrundlag. Den løbende evaluering af Energinets ledere tager udgangspunkt i, at lederne bedst muligt understøtter Energinets værdier og udlever ledelsesgrundlaget.
En væsentlig værdi for Energinet er ordentlighed, og samarbejdsudvalget har udarbejdet nogle adfærdsprincipper, som pointerer, at hos Energinet taler de ordentligt til hinanden, og alle tager ansvar for den gode tone.
En del af den kulturelle arv er også, at blandt andet værkstedshumor ikke accepteres nogle steder i virksomheden.
Energinet har brugt TekSam til en workshop, hvor de arbejdede med samarbejdet mellem hovedsamarbejdsudvalget og det lokale samarbejdsudvalg, og om hvordan de sikrer, at de forskellige sager bliver behandlet det rigtige sted.
Workshoppen har også bidraget til, at samarbejdet mellem tillidsrepræsentanterne er blevet markant bedre. De er nu i stand til at løse udfordringer, som tidligere var svære at nå til enighed om, uanset om det berører enkelte medarbejdere eller større grupper af medarbejdere. Tillidsrepræsentanterne fremhæver HR’s vilje til at nå resultater og løse problemerne i tæt samarbejde med tillidsrepræsentanterne og med udgangspunkt i pragmatiske løsninger, der gavner alle parter mest muligt.
Alle nye HR-partnere har i løbet af de første 14 dage en onboarding-samtale med tillidsrepræsentanterne, hvor de har en uformel samtale om, hvad de kan bruge hinanden til, og hvilke forventninger de har til hinanden.
Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Den ejer og udvikler el- og gasnet i Danmark og arbejder på at indpasse mere vedvarende energi, opretholde forsyningssikkerheden og sikre lige markedsadgang for forbrugerne.
Billund Lufthavn
Billund Lufthavn blev indstillet af fællestillidsrepræsentant Henrik Puggaard Kristensen (3F) med opbakning fra tillidsrepræsentanterne fra HK.
Der er en fælles forståelse for, at man når de bedste resultater, hvis man involverer medarbejderne og har en forståelse for, at medarbejderne er det vigtigste aktiv, som en virksomhed har.
Billund Lufthavn og alle medarbejderne blev ramt hårdt, da COVID-19 lukkede verden ned i 2020. Men deres samarbejde under corona-situationen har også været med til at cementere det gode samarbejde. Da viste de, at de har og kan have tillid til hinanden og kan samarbejde også i svære tider. Det er en oplevelse, som har sat et varigt præg på deres samarbejde.
For samarbejdsudvalget i Billund Lufthavn er målet, at dagsordenen for SU skal være så kort og kedelig som muligt, fordi de insisterer på, at langt de fleste udfordringer skal løses lokalt mellem den lokale tillidsrepræsentant og afdelingslederen.
Nye afdelingsledere kan have svært ved at finde sig til rette i den relation, fordi de oplever, at tillidsrepræsentanterne får for meget magt. Men for tillidsrepræsentanterne og ledelsen i lufthavnen handler det ikke om magt, men om at de alle vil det bedste for virksomheden, og det arbejder de sammen om at opnå.
De arbejder også konstant på at opbygge samarbejdet og bruger meget tid på relationspleje. Hver måned har fællestillidsrepræsentanten et walk and talk-møde med den administrerende direktør rundt i lufthavnen, hvor de vender situationen på arbejdspladsen. Fordelen ved den form for møder er, at deres samarbejde er synligt for medarbejderne, og der bliver sat fokus på de udfordringer, der er, fordi de står direkte i det.
Under COVID-19 satsede ledelsen og tillidsrepræsentanterne stort og besluttede at sende medarbejderne på aftalt uddannelse i stedet for fyringer. Omkring 500 medarbejdere deltog med vidt forskellige kompetencer og behov. Og de undgik at fyre 62 medarbejdere.
Medarbejderne blev motiveret med hygge, morgenmad og pizza, og de tog godt imod de forskellige tilbud om uddannelse.
Det var en opgave, som flere gange blev udfordret af restriktioner og forsamlingsforbud. Men samtidig viste det også alle, at de kan overkomme store forhindringer, hvis de arbejder sammen.
Det er en erfaring, som de holder fast i, ligesom de stadig bruger uddannelse som en del af fastholdelse af medarbejdere.
I Billund Lufthavn har de en lokalaftale om betalt fagforeningskontingent. Både ledelsen og tillidsrepræsentanterne ser det som et udtryk for, at ledelsen bakker op om tillidsrepræsentanterne og deres mandat. Et bredt mandat blandt medarbejderne giver samarbejdet mellem ledelsen og tillidsrepræsentanterne et godt fundament for at sikre gode aftaler til fællesskabet.
Billund Lufthavn er Danmarks næststørste lufthavn, der kan betjene 3,5 millioner passagerer om året. Der flyves til destinationer over hele verden. Lufthavnen råder desuden over et Cargo Center, der sender og modtager fragt fra hele verden.
VIL DU VIDE MERE?