Den dengang 23-årige Ingo Anders Rasmussen troede egentlig, at han skulle være landmand. Men hans forældre havde ingen gård, han kunne arve, og der var lange udsigter til, at han selv fik muligheden for at købe én. I stedet fik Ingo arbejde på den lokale stålvirksomhed, Ib Andresen Industri. 

Det var i efteråret 1979.

I dag har Ingo været ansat på stålvirksomheden i 45 år. Han er stadig ikke den, som har arbejdet der længst, men han er godt på vej. 

Selv om alderen ikke for alvor har sat sig i den nu 68-årige krop, besluttede Ingo alligevel for seks år siden at komme på en seniorordning. Og det har han ikke fortrudt:

”Jeg nyder kombinationen af at have mere fri og samtidig være en del af min arbejdsplads og det sociale netværk, vi har her. Jeg synes, det er en fantastisk kombination, at jeg kan få mere frihed og stadig fastholde en relation til mine kollegaer.”

EN EKSTRA GOD SENIORPOLITIK

På den østfynske stålvirksomhed er de specialister i intelligente stålløsninger. Samtidig forsøger de også at være gode til at holde på deres medarbejdere, fortæller HR-Chef i Ib Andresen Industri, Carina Hauschildt:

”Den gennemsnitlige anciennitet i virksomheden er 11 år. Men de mange års anciennitet efterlader også en gennemsnitsalder på 48 år, og det er formentlig højere end på mange andre arbejdspladser.”

Men der bliver taget god hånd om de aldrende kollegaer. På Ib Andresen Industri har de for længst indført deres egen seniorpolitik, som er en række muligheder, der bliver præsenteret på de årlige medarbejderudviklingssamtaler, fra medarbejderne fylder 55 år. 

Og paletten med muligheder spænder bredt: alt fra ønsker til ændringer i arbejdsopgaver, jobfunktioner, arbejdstid og skifteholdsarbejde til natarbejde, mere frihed og opkvalificering i forbindelse med ny uddannelse.

Ifølge Carina er der en særlig grund til det store fokus på de ældre medarbejderes arbejdsforhold og arbejdsglæde:

”Det er en fordel for os at sikre arbejdskraften og ikke mindst knowhow længere tid i virksomheden. Vi oplever et naturligt generationsskifte, hvor andre tager over løbende med, at medarbejderen på seniorordning trapper ud. Det har indtil videre været en god ordning for alle parter. Målet med vores seniorpolitik er derfor at skabe fleksibilitet og rummelighed. Drømmen for os er jo ikke, at medarbejderne går på pension ved deres pensionsalder, for så kommer vi til at mangle arbejdskraft. Vi prøver derfor at skabe nogle rammer, der gør, at folk kan være her i længere tid.”

FRA FULDTID TIL FLERE FRIDAGE

For syv år siden brækkede Ingos hustru sin albue. Selv om hun prøvede at komme tilbage på arbejdsmarkedet, gik der blot otte måneder, før hun måtte indse, at hun ikke længere kunne arbejde.

På grund af den gensidige forsørgerpligt og nogle skattetekniske regler gik det op for ægteparret, at det næsten ikke kunne betale sig for Ingo at arbejde 37 timer om ugen, da det så ville gå ud over hans hustrus pension:

”Det ærgrede os at se, hvordan jeg skulle betale skat, og at hun samtidig blev trukket i pension. Vi begyndte derfor at kigge efter andre muligheder. Her fandt vi ud af, at det ville give mening økonomisk, hvis jeg begyndte at bruge min fritvalgskonto til at holde lidt mere fri.”

SENIORORDNING FORLÆNGER ARBEJDSLIVET

Som 68-årig hæver Ingo gennemsnitsalderen på Ib Andresen Industri. Men hvis han ikke havde fået flere fridage allerede som 62-årig, er han i tvivl om, hvor længe han ville have holdt på arbejdsmarkedet:

”Hvis jeg ikke var startet med de ekstra fridage på det tidspunkt, så ved jeg ikke, om jeg kunne have fortsat de ekstra to år efter min pensionsalder, som jeg har gjort indtil nu. Så for mig betyder det rigtig meget at kunne tage ekstra feriedage. Selvfølgelig glæden ved at have fridage, men rent fysisk har det også haft en betydning: at jeg har kunnet holde til jobbet.”

Ingo er glad for sine fridage, som ud over de overenskomst- og lovbestemte nu ligger på 50 ekstra årlige fridage. Men selv om den lavere arbejdsbyrde har hjulpet ham til et langt arbejdsliv, understreger han, at de ekstra år på arbejdsmarkedet ikke er en mulighed for alle:

”Jeg har set kollegaer, som har haft det rigtig dårligt den sidste periode af deres arbejdsliv, og hvor de har været nødt til at spise piller hver eneste morgen, fordi de har været slidt ned på den ene eller anden måde. I sådan en situation er det ikke en mulighed at arbejde længere, for man skal både have det godt, når man er herovre, og når man kommer hjem.”

Et ønske om en langsommere nedslidning og flere år på arbejdsmarkedet er en tendens, som tillidsrepræsentant René T. Skov ser hos sine kollegaer:

”Vi bliver jo alle slidt på et tidspunkt, og der kan vi have brug for at skrue lidt ned, fordi vi så kan blive længere. Også fordi man har noget godt med sine kollegaer – der er det her sociale at stå op til. Seniorordningen gør jo, at man kan forlænge det. Det er en god mulighed, at vi har det kort, vi kan trække, og seniorordningen er et rigtig positivt gode ved overenskomsten.”

DET GRÅ GULD LEVERER

Den håndværksmæssige kunnen på Ib Andresen Industri er ikke til at tage fejl af, og ifølge Carina er seniorordningen også en måde, hvorpå det er muligt for virksomheden at holde fast i en dygtig arbejdsstyrke, som skal nå at give et livs viden videre til de kommende generationer af medarbejdere:

”Medarbejderne hos os udfører et stykke arbejde, som ikke er noget, man bare lige gør. Det tager tid at lære. Det er derfor vigtigt, at vi når at videregive så meget viden som muligt, inden de stopper. Det grå guld er bestemt en ting hos os. Det, vi laver her, kræver en helt særlig viden, kompetencer og knowhow, og det er ikke noget, man bare lige kan give videre.”

René istemmer og fortæller konkret om Ingo:

”45 års viden er ikke noget, du bare lige kan tilegne dig på kort tid. Som medarbejder har man været på en rejse, hvor man har fået en stor viden og et stort kendskab med på vejen, og det er noget, man skal give videre til nyere kollegaer.”

Ingo nikker og fortæller:

”Du kan ikke få en uddannelse i at køre et profilvalseanlæg – der er man nødt til at stå sammen med sådan en som mig, der har stået der i mange år, og så få den der sidemandsoplæring.”

KOLLEGIALT FÆLLESSKAB SKABER FASTHOLDELSE 

En langsom nedtrapning fra arbejdsmarkedet er ifølge Carina en vigtig grund til, at en del af virksomhedens medarbejdere vælger at gøre brug af deres seniorordning og derigennem ender med at blive længere på Ib Andresen Industri:

”For mange af vores medarbejdere kan vi se, at det er godt for dem at trappe ud af arbejdslivet over tid. Det kan være svært at gå fra 37 til 0 timer på én gang og dermed slippe det, man normalt står op til, bruger sin hverdag på, og som fylder socialt. Vi oplever tit, at folk gradvist går ned i tid – først til fire dage, så tre og så to dage. Det bliver mere spiseligt.”

Selv om Ib Andresen Industri naturligvis er en virksomhed, der skal tjene penge, er der en forståelse for, at det sociale aspekt fylder en stor del i hverdagen, og at en gradvis nedtrapning derfor er en stor fordel for mange medarbejdere, fortæller Carina:

”Der er jo så meget socialt ved at gå på arbejde. Det kan godt være, at vi er her for at producere noget og tjene nogle penge, men for rigtig mange mennesker er det også et socialt netværk – vi kan jo godt lide at være sammen. Til tider tilbringer vi mere tid med hinanden end med vores familier, så man får nogle specielle relationer, og de kan være svære at cutte fra den ene dag til den anden, og så er det jo godt, at der er nogle muligheder”.

HVAD SÅ NU?

Når Ingo bliver spurgt til, hvornår det er hans tur til at slippe både tøjler, stål og maskiner, fortæller han smilende, at der ikke er nogen officiel dato, men at han muligvis har en udløbsdato i baghovedet.

Samtidig slår han en tyk streg under sin stadige glæde ved arbejdslivet på Ib Andresen Industri – også her 45 år senere:

”Der er mange ting, jeg godt kan lide ved at gå på arbejde. Det er spændende, at der er udfordringer i hverdagen, og det kollegiale er guld værd. Det kan godt være, at de på andre arbejdspladser har det lige så godt indbyrdes som os, men det ved jeg ikke, for jeg har jo ikke været så mange forskellige steder,” griner Ingo afslutningsvist.