Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
Tøjgiganter underskriver aftale om bedre arbejdsmiljø
Efter flere alvorlige ulykker på tøjfabrikker i Sydasien har IndustriALL Global Union og en lang række internationale selskaber indgået en ny aftale om sikkerhed og kontrol af arbejdsmiljøet på fabrikkerne.
Skrevet af
Dorthe Kragh
SIDST REDIGERET
26. oktober 2021
147 internationale selskaber i tøjbranchen har indtil nu skrevet under på en ny international aftale om at bidrage til et bedre og sikrere arbejdsmiljø på tøjfabrikker verden over. Blandt dem er giganter som H&M, Zara og danske Bestseller. Bag aftalen står blandt andre IndustriAll Global Union, som CO-industri er medlem af.
Aftalen er en bredere version af den aftale om bygnings- og brandsikkerhed, som blev indgået efter Rana Plaza-katastrofen i Bangladesh i 2013.
Dengang styrtede en nietagers fabrik sammen over tusindvis af tekstilarbejdere, og over 1.100 mistede livet. Katastrofen fik for alvor verdens øjne op for de forfærdelige arbejdsforhold, der hersker i dele af tekstilbranchen. IndustriALL Global Union og UNI Global Union lagde sammen med Clean Clothes Campaign og amerikanske Workers Rights Consortium pres på de internationale selskaber i tekstil- og beklædningsbranchen for at få dem til at underskrive en forpligtende aftale om bedre vilkår for tekstilarbejderne i Bangladesh.
APPEL FRA INDUSTRIALL
Aftalen indebar, at tøjproducenterne forpligtede sig til at sikre uafhængige sikkerhedsinspektioner af systuerne/fabrikkerne med offentliggørelse af resultaterne, tvungne reparationer og renovering af fabriksbygningerne, ligesom de skulle dække udgifterne til sikkerhedsforbedringer.
Selskaberne forpligtede sig desuden til at afslutte samarbejdet med fabrikker, der nægtede at foretage de nødvendige ændringer. Aftalen gav også arbejdere ret til at nægte farligt arbejde i overensstemmelse med ILO-konvention 155.
De har skrevet under
Se listen over tøjproducenter, som har underskrevet aftalen og læs, hvad CO-Magasinet tidligere har skrevet om Rana Plaza.
Dengang skrev 31 selskaber, der fik produceret tøj i Bangladesh, under på aftalen, som siden er blevet fornyet i 2018. Nu har 126 selskaber indtil videre underskrevet en lignede aftale, som ikke blot er målrettet beklædnings- og tekstilbranchen i Bangladesh, men hele den globale beklædnings- og tekstilindustri. Den nye aftale løber i to år.
”Det er opmuntrende at se det store antal tøjmærker, som allerede har underskrevet den internationale aftale om at tage ansvar for en sikker og bæredygtig beklædnings- og tekstilindustri. Med de 91 underskrifter er en stor del af sektoren allerede dækket, men vi appellerer til alle tekstil- og beklædningsmærker om at tage ansvar for deres underleverandører og denne internationale aftale,” siger Valter Sanches, generalsekretær i IndustriAll Global Union.